'Månedens refleksion' er en lille månedlig skrivelse, som debatterer et aktuelt emne.

Vælg år til venstre og måned herunder.

 
2004 - 01


Lidt om kompleksitet



Når vi ikke kan finde på noget mere kvalificeret at sige, plejer vi at give udtryk for, at arbejdet med de personligt og socialt udsatte børn og unge er en meget kompleks udfordring. Underforstået, at så er der nok heller ikke noget at sige til, at vi i de professionaliserede systemer, trods årtiers fokus på metodeudvikling, uddannelse og forskning i relation til målgruppen, tilsyneladende ikke har helt nemt ved at finde ud af, hvad det egentlig er, der virker hvornår og hvorfor i forhold til hvad og hvem.

Skal man lytte til børnene og de unge selv – og det bør man gøre! – så fortæller de, at noget af det, som betyder meget for hjælpens kvalitet, er, at de professionaliserede omsorgsgivere er i stand til at lytte sig medmenneskeligt troværdigt ind til, hvor det er, børnene og de unge befinder sig med sig selv og deres liv. Og hvorfor de befinder sig der. Og så er det vigtigt, at man ikke snakker så professionelt, at det kan være svært at vide, hvad man egentlig mener med det, man siger. Men i stedet taler sådan, som man ville have talt til sine egne børn.

Det lyder jo i realiteten såre banalt. Som meget af det mest betydningsfulde ofte gør, når det bliver formuleret af nogle, som virkelig ved noget om det, de udtaler sig om. Uden at det af den grund nødvendigvis bliver enklere at praktisere. Hvilket udtalelser fra de børn og unge, som har årelange erfaringer med professionaliserede omsorgsgivere, synes at bekræfte.

Måske er det tilmed sådan, at vi som professionelle mere eller mindre bevidst netop bruger kompleksiteten som en af begrundelserne for, at en vis grad af professionalisering er nødvendig, hvis de personligt og socialt udsatte børn og unge skal have den rigtige hjælp.

I den sammenhæng er det naturligvis interessant, at der aktuelt tales om, at slægtsanbringelser i en række sammenhænge tilsyneladende kan formodes at have mere positiv effekt end tilsvarende anbringelser i professionaliserede socialpædagogiske miljøer. Også forskere fra SFI har for nylig givet udtryk for, at slægtsanbringelser kan se ud til at være vejen frem i forhold til nogle af de børn og unge, som årligt anbringes uden for hjemmet. Samtidigt er erfaringerne fra en række af de kommuner, der har afprøvet den såkaldte familierådslagning som beslutningsmodel, at forældrene føler sig hørt og taget seriøst på en mere kvalificeret måde, når beslutningerne og diskussionerne forud herfor i højere grad sker i et ikke-professionaliseret forum.

Samtidigt med, at der blæses til storoffensiv mod den såkaldt negative sociale arv, står vi altså i den situation, at der parallelt hermed er en tendens i retning af at afprøve og muligvis anbefale, at anbringelser fremover i en vis udstrækning sker indenfor rammerne af de familier, som for nogles vedkommende må formodes at være de samme, som offensiven mod den såkaldt negative sociale arv retter sig mod. Bedsteforældre, som har opdraget de forældre, som børnene nu skal fjernes fra, kan med andre ord blive de anbefalede nære og daglige omsorgsgivere for børnene. Og de forældre, som børnene nu fjernes fra, kan måske om tyve år være de bedsteforældre, som børnebørnene anbringes hos. Fordi vurderer, at de vil kunne profitere mere heraf, end hvis de bliver anbragt i et professionaliseret omsorgsmiljø.

Hvor den overvejende holdning tidligere synes at have været, at jo mere komplekse problemstillinger, der var tale om, jo mere professionaliseret og specialiseret burde indsatsen tilsvarende være, er der tilsyneladende nu tegn på et måske endog radikalt brud med automatikken i en sådan professionel selvforståelse.

Det skal derfor også blive interessant at følge de kommende års fokus på udvikling af egentlige kvalitetsstandarder i tilknytningen til arbejdet med de personligt og socialt udsatte børn og unge samt deres familier. Vil der blive tale om minimum to forskellige sæt af standarder. Et sæt kvalitetsstandarder for den professionaliserede indsats og et andet sæt af kvalitetsstandarder for den ikke-professionaliserede, netværksbaserede indsats? For man kan vel ikke forestille sig, at der skal tages udgangspunkt i de samme kvalitetsstandarder. Det vil jo i realiteten være ensbetydende med, at man underkender eller udelader professionaliseringen som en særligt kompetencegivende realitet.

De kommende års formulering af kvalitetsstandarder i relation til arbejdet med de personligt og socialt udsatte børn og unge vil i høj grad blive lakmusprøven på, hvad vi egentlig forstår ved professionalisering. De faglige og organisatoriske krav, som må forventes at blive en konsekvens af egentlige standarder i forhold til de professionaliserede indsatser, vil skulle sammenholdes med de krav, som samtidigt stilles til den ikke-professionaliserede indsats. En sammenligning af de to sæt af standarder bør samtidigt gøre det helt tydeligt, hvori forskellen på det professionaliserede og det ikke-professionaliserede sociale arbejde fremover egentlig består.

Det kan i virkeligheden godt blive en af den slags udfordringer, som vi plejer at betegne som komplekse!