'Månedens refleksion' er en lille månedlig skrivelse, som debatterer et aktuelt emne.

Vælg år til venstre og måned herunder.

 
2005 - 06


Perspektiver på rummelighed

I forbindelse med et oplæg om rummelighed, jeg holdt for et par uger siden for repræsentanter for de 12 organisationer i Børnepolitisk Netværk, blev jeg bedt om at sammenfatte overheads m.v. i et kortfattet, skriftligt oplæg. Månedens refleksion er et uddrag heraf.

I realiteten er der kun et afgørende perspektiv på rummelighed. Og det er barnets. Og børnenes.

For at konkretisere, hvad vi mener med rummelighed, bliver vi derfor nødt til at diskutere, hvad vi egentlig mener med barnets perspektiv. Set med institutionens øjne. Og set med forældrenes øjne.
Udgangspunktet er altså ikke at dele rummelighed op i forældrenes perspektiv eller institutionens perspektiv. Men derimod være fælles om at få konkretiseret, hvad rummelighed bør handle om. Set ud fra barnets og børnenes perspektiv.

Spørgsmålet er jo netop, hvad det enkelte barn, og børnene som sådan, skal have ud af, at vi forsøger at rummeliggøre normalsystemet. Hvilke fordele vil det give det enkelte barn. På kort og på lang sigt. Og kan pædagoger og forældre overhovedet blive enige om at rummelighed reelt vil gavne børnene.

For at blive enige herom, er det for det første nødvendigt, at rummelighed bliver konkretiseret. Så der er noget at blive enige om i det hele taget. Ofte bliver rummelighed til et af de hurra-ord, som det umiddelbart kan være svært at være uenig i. Det betyder samtidigt, at ordet rummelighed risikerer at miste sin betydning, fordi det i realiteten bliver så generelt og udvandet, at det betyder alt og ingenting.

Mit bud på rummelighed vil være, at det først og sidst handler om at hjælpe hvert enkelt barn til at kunne rumme sig selv. Med det selvværd og den tiltro til livsmuligheder, som det giver barnet. På den måde bliver det også klart, at rummelighed ikke først og fremmest handler om nogle bestemte børn. For alle børn har det samme behov for at få mulighed for at kunne rumme sig selv.
Fra de mest ressourcestærke til de mest udsatte.

Vi er vant til at dele børn op i kategorier. Vi taler for eksempel om børn med særlige behov. Det er naturligvis noget sludder. Ethvert barn er unikt. Og som sådan har det også behov, der er særlige i forhold til alle andre børn. Det betyder samtidigt, at ethvert barn har brug for at blive set og rummet ud fra sine særlige forudsætninger.

Derfor er det også vigtigt, hvordan daginstitutioner vælger at definere deres udgangspunkt for at arbejde med rummelighed. For mig at se ligger der et betydeligt stærkere fagligt perspektiv i at tage udgangspunkt i barnets perspektiv som sådan. Og dermed i alle børn i institutionen. End i at definere rummelighed som noget, man gør af hensyn til en bestemt gruppe børn.

På den måde får samtlige forældre i udgangspunktet også de samme aktier i forhold til institutionernes arbejde med rummelighed. Især hvis man fra institutionens side kan eksemplificere, hvordan ethvert barn kan komme i situationer, hvor det er vigtigt, at de voksne ved, hvad det vil sige at kunne rumme dem i lige præcist den situation. Ethvert barn kan blive ked af. Føle sig ensom. Eller blive mobbet.

Vi ved, at flere og flere børn tilsyneladende bliver udskilt tidligere og tidligere. Og vi ved, at det i dag først og fremmest er den sociale adfærd, der fører til udskillelse.
Det betyder, at noget af det vigtigste i relation til rummelighed, er at arbejde bevidst med det sociale fællesskab i børnegruppen. Og dermed med børnenes sociale relationer til de andre børn.

En af udfordringerne handler om, at institutioner og forældre i langt højere grad får snakket konkret om, hvordan børn anno 2005 egentlig bedst kan udvikle sociale kompetencer. Og hvilke krav det stiller til udviklingen af det sociale fællesskab i en børnegruppe. Hvilket fagligt ansvar er det især, pædagogerne skal varetage. Og hvad betyder det for udviklingen af det daglige, pædagogiske arbejde. Og hvilket ansvar er det, man som forældre skal indvilge i at påtage sig. For eksempel i forhold til at følge op på de sociale relationer i børnehaven ved at invitere ”nye” børn med hjem.

Sådan nogle spørgsmål er man nødt til at gå i clinch med, hvis rummelighed skal blive til andet og mere end luftige intentioner.

Og det skal det.
For børnenes skyld.