'Månedens refleksion' er en lille månedlig skrivelse, som debatterer et aktuelt emne.

Vælg år til venstre og måned herunder.

 
2005 - 01


Lidt om det der med at teste



Stort set hver uge kan man i diverse blade og magasiner teste sig selv og prøve at finde ud af, hvordan man fungerer i forhold til diverse områder af sit liv. Er man nu også tilstrækkeligt attraktiv eller kreativ i forhold til tilværelsens forskellige aspekter? Der er i udgangspunktet 3-4 kategorier, man kan falde indenfor, afhængigt af, hvad man nu har valgt at svare. Ikke helt sjældent kan man være tilbøjelig til at tænke sig til ”de rigtige svar”, fordi man ikke har lyst til at havne i den kategori, hvor man måske får at vide, at man er røvkedelig at være sammen med. Eller at man er hamrende uselvstændig og konfliktsky, når det gælder forholdet til andre mennesker. Problemet kan være, at spørgsmålene er så snedigt udtænkt, at man netop ofte vil svare forkert, når man prøver at tænke sig til det rigtige svar. Og så havner man typisk i den der mellemkategori, hvor man får at vide, at man har visse problemer og udfordringer, men at man omvendt også har nogle stærke sider. Og det slår man sig så til tåls med. For sådan er det jo. Som regel.

I realiteten kunne man også bare sætte sig ned og tænke tingene igennem, hvis man har brug for det. For som regel ved man jo godt, hvor man står i forhold til forskellige sider af sit liv. Så nogenlunde i hvert fald.

Måske er det samme tilfældet, når det handler om kvalitet. I daginstitutioner. I skoler. I hjemmeplejen osv. Selvfølgelig kan vi sagtens teste os til en eller anden grad af viden. Men spørgsmålet er naturligvis, om denne viden ikke allerede foreligger. Og om man, i givet fald, kan aktivere den på en måde, der er mere naturligt organisatorisk forankret, end ved at teste sig til synliggørelsen af den. Det forudsætter naturligvis, at nogen eller noget i organisationen foranlediger én til at bruge sin specifikke viden mere målrettet. Måske er det i virkeligheden her, det undertiden halter. Og hvis det er tilfældet, så er indførelsen af diverse obligatoriske test ikke nødvendigvis den optimale løsning.
Fordi den fundamentale udfordring i givet fald ikke primært handler om at etablere mere viden, men om at aktivere den betydelige mængde af konkret viden, som allerede findes i en given organisation.

I den sammenhæng bliver ledelsesfunktionen central. De allerfleste ledere ved godt, at der er en stor grad af viden i organisationen, som langtfra altid kommer tilstrækkeligt målrettet i spil på tværs af personalegruppen. Også, og måske især, når det handler om kvalitet og effekt i helt konkrete sammenhænge. Fordi det blandt andet kan betyde, at man som leder bliver nødt til at forholde sig konkret til forskelligheden og dermed også kompetenceuligheden i en personalegruppe. Og så er det måske i virkeligheden lettere at stå sammen med personalet om at forholde sig til nogle udefrakommende krav om test i forskellige sammenhænge. Fordi det ikke på nær samme måde udfordrer én på lederrollen.

Spørgsmålet er, hvordan vi på lidt længere sigt når dertil, at kvalitet og effekt i relation til kerneydelserne helt naturligt drøftes både befordrende og forpligtende i social- og sundhedssektoren. Ikke på foranledning af centrale politiske udspil. Men som en integreret og attraktiv del af den faglige virkelighed for ledelse og personale.

Det er den fundamentale udfordring. Og i forhold til denne udfordring er det nødvendigt at tænke i organisatorisk forankrede metoder, hvor blandt andet ledelsens rolle som garant for kvalitetsudvikling med udgangspunkt i konkrete kompetencer og kompetenceuligheder i personalegruppen bliver mere central.