'Månedens refleksion' er en lille månedlig skrivelse, som debatterer et aktuelt emne.

Vælg år til venstre og måned herunder.

 
2007 - 10


En gråzone, vi ikke snakker så forfærdeligt meget om



Dennis er ikke nogen helt almindelig dreng. Det har han for så vidt aldrig været. Derfor blev den børnehave, som Dennis har gået i, sammen med forældrene også enige om at søge nogle støttetimer til Dennis for 2 år siden. I første omgang fik Dennis tildelt 20 støttetimer. Det seneste år i børnehaven havde han støtte på fuld tid.

I de to år, hvor Dennis havde en fast støttepædagog, skete der rigtigt meget. Han udviklede sig markant sprogligt. Hans sociale og relationelle kompetencer begyndte at komme til udtryk på en anden måde. Flere og flere børn begyndte at se ham som attraktiv at lege med. De begyndte også at spørge, om han ikke ville med hjem og lege efter børnehaven.

Dennis snakkede ikke altid om det, som andre børn snakkede om. For eksempel var han meget interesseret i, hvem der bestemte over tingene. Så når en gruppe af børn var på besøg på den økologiske landmand, spurgte Dennis som det første landmanden: ”Er det dig, der bestemmer her?”
Først når han havde fået et uddybende svar på, hvor meget og hvad det egentlig var, som landmanden bestemte, kunne han koncentrere sig om at stille alle mulige andre spørgsmål. For han var meget videbegærlig. Og vidste meget om mange ting, som andre børn - eller voksne for den sags skyld - måske ikke fandt så voldsomt interessante.

Man kan også sige det sådan, at Dennis havde nogle måder at være kompetent på, som var lidt anderledes og nyskabende. Og som indimellem fik de voksne omkring ham til at tænke i andre baner, end de var vant til. På den måde sørgede Dennis i virkeligheden også for, at de voksne, herunder hans støttepædagog, hele tiden fik inspiration til at se verden ud fra nogle lidt andre synsvinkler, end de nok ellers ville have gjort.

På et tidspunkt begyndte man naturligvis også at snakke skole i forhold til Dennis. Som støttepædagogen så det, burde Dennis have mulighed for at komme i en almindelig skole. I en klasse, og hos nogle lærere, hvor hans måde at være kompetent på kunne få mulighed for at udvikle sig yderligere. Sådan som det netop havde været tilfældet i de seneste 2 år. Støttepædagogens ønske var, at man fra kommunens side ville betragte Dennis som en konkret mulighed for at komme til at undersøge, hvad det vil sige at rummeliggøre det normale i forhold til et barn med netop hans særlige måde at være kompetent på. Støttepædagogen var samtidigt overbevist om, at Dennis netop ville kunne profitere af at være blandt såkaldt normale børn. Også i skoletiden.

En psykolog blev involveret med henblik på at vurdere, hvad der skulle ske med Dennis. På baggrund af psykologens vurdering blev børnepsykiatrisk afdeling involveret, og en psykolog herfra observerede Dennis to gange i et par timer. Og lavede så en beskrivelse af Dennis. Dennis fik tildelt en diagnose, og anbefalingen kom til at lyde på en specialskole.

Støttepædagogen opfattede beskrivelsen fra den børnepsykiatriske afdeling som meget ufuldkommen i forhold til de kompetencer og ressourcer, som gennem de seneste 2 år var blevet stadigt tydeligere hos Dennis. Men syntes samtidigt, at det var svært at være oppe imod de såkaldte eksperter, som i øvrigt ikke lyttede ret meget til de vurderinger, som støttepædagogen forsøgte at fremlægge. Selvom støttepædagogen i de seneste 2 år stort set dagligt havde observeret Dennis.

Dennis forældre havde gennem årene investeret meget energi og mange kræfter i at sikre, at Dennis fik de bedst mulige forudsætninger for at udvikle sig. De havde kæmpet for tildeling af støttetimer i sin tid. De ville, naturligvis, det bedste for deres dreng. Og ifølge børnepsykiatrisk afdeling betød den diagnose, som Dennis nu havde fået, at der ikke var nogen som helst tvivl om, at specialskole var det eneste rigtige for Dennis.

En lærer fra specialskolen blev involveret. Og gav udtryk for, at Dennis ville komme i en klasse med 4 andre børn. Overskueligt og fint. De andre børn havde ikke noget sprog. Men ifølge børnepsykiatrisk afdeling ville det kun være en fordel for Dennis.

Det er nu 3 måneder siden, at Dennis startede i specialskolen. Hans udvikling er gået i stå. Han er tilbage i det kommunikations- og reaktionsmønster, som han havde, da han i sin tid fik tildelt støttepædagog.

Forældrene er igen begyndt at kæmpe. Ikke bare for Dennis. Men også for et andet og mere nuanceret syn på den særlige måde at være kompetent på, som deres dreng repræsenterer.

Ingen ved, hvordan Dennis ville have udviklet sig, hvis man havde skabt mulighed for, at han var kommet i en almindelig klasse. Det er jo heller ikke til at vide.

Men det ville uden tvivl være relevant at finde ud af, hvad forskellen rent faktisk ville være. I forhold til identitet og selvværd. I forhold til sprog og viden i det hele taget. Og i forhold til at blive opfattet som henholdsvis den ene eller den anden Dennis.

For forskellen er der uden tvivl. Der er bare ikke rigtigt nogle, der ved, hvori forskellen rent faktisk består. Set med Dennis øjne!


Historien om Dennis bygger på en sammenfatning af indtryk fra samtaler med pædagoger i forskellige daginstitutioner inden for det seneste års tid.