'Månedens refleksion' er en lille månedlig skrivelse, som debatterer et aktuelt emne.

Vælg år til venstre og måned herunder.

 
2007 - 05


Ressourcetænkning og de hårde facts



I de seneste 5-10 år er det blevet en del af trenden at tage afstand fra den fejlfinderkultur, som i høj grad har været med til at sætte sit præg på både det pædagogiske og det sociale arbejde med børn og unge.

I stedet er man begyndt at tale om ressourcetænkning. Det handler om at se ressourcerne frem for fejlene hos de udsatte børn og unge. Og deres familier. Eller i hvert fald blive bedre til at balancere og nuancere beskrivelsen af , hvad det er for en realitet, barnet, den unge eller familien reelt befinder sig i.

Der bliver talt om børns mange intelligenser. Om børns mange måder at være kompetente på. Og om, at de fleste, om ikke alle forældre dybest set vil deres børn det godt.

Det lyder alt sammen meget godt. Og det er under alle omstændigheder en af de væsentligste forudsætninger for et metodisk nybrud indenfor den professonaliserede omsorg i kommuner og regioner.

Imidlertid er der nogle ganske velvoksne udfordringer forbundet med at realisere udviklingen fra fejlfinding til ressourcetænkning. Fordi en betydelig del af det professionaliserede system er indrettet sådan, at en lang række ydelser primært udløses med udgangspunkt i beskrivelse af, eller dokumentation for, de mere problemorienterede sider af barnets, den unges eller familiens daglige realitet. Hvis en underretning fra daginstitutionen eller skolen netop vægter barnets eller familiens ressourcer og kompetencer, samtidigt med at man beskriver en konkret problemstilling, er oplevelsen ikke sjældent, at det automatisk betyder, at man fra forvaltningens side ikke frigiver ressourcer til støtte i samme omfang, som hvis man fra daginstitutionens eller skolens side ”smører tykt på”, når det gælder om at beskrive problemerne.

Det handler om prioritering. Set med forvaltningens øjne. Konsekvensen er imidlertid, at daginstitutioner og skoler får en oplevelse af, at de er nødt til at beskrive barnet eller familien ”på den hårde måde”, hvis de overhovedet skal gøre sig håb om at få noget ud af det. Udfordringen i forbindelse hermed bliver ikke sjældent, at man skal forsøge at forklare forældrene, at man i virkeligheden opfatter både barnet og familien mere nuanceret, end det for eksempel fremgår af en ansøgning om ekstra støtte til barnet. Men at man har følt det nødvendigt at skrive, som man har gjort, for overhovedet at komme i betragtning til nogle ekstra ressourcer til barnet. Eller til familien.

På den måde overhales tilskyndelsen til ressourcetænkning ikke sjældent indenom af systemets krav om hårde facts. Det vil sige, at ressourcetænkningen i virkeligheden ofte sættes på stand by, når en daginstitution eller skole skal kommunikere om konkrete behov med sine tværfaglige samarbejdspartnere i forvaltningen. Medmindre der fra forvaltningens side er lagt nogle helt grundlæggende rammer for det modsatte. For eksempel i form af tilstrækkeligt operationelle værdier i kommunens børn- og ungepolitik. Og selv i det tilfælde kan det vise sig sværere end som så at komme helt udenom den tradition for fejlfinding, som i mange år har floreret som en faglig virus i de professionelle systemer.
Det kræver med andre ord et særdeles målrettet og stålsat samarbejde mellem det politiske niveau, ledelsesniveauet og praksisniveauet at bevæge i retning af et mere gennemført og sammenhængende ressourcefunderet udgangspunkt for arbejdet med, og samarbejdet om, de udsatte børn og familier. Som for eksempel giver sig udslag i, at man ganske enkelt revurderer visitationsgrundlaget i forhold til de sammenhænge, hvor børn, unge og familier skal beskrives mere indgående i forhold til at vurdere et konkret behov.

Der er behov for at konkretisere visitationskriterierne på en måde, så formidling af både aktuelle og potentielle ressourcer hos barnet og familien ganske enkelt bliver et must. Ikke for at underkende eller nedtone de problemer og udfordringer, som er en del af den samlede realitet. Men for at frisætte den faglige energi, der ligger i at skulle reflektere nuanceret og helhedsorienteret.

Og arbejde derefter!