'Månedens refleksion' er en lille månedlig skrivelse, som debatterer et aktuelt emne.

Vælg år til venstre og måned herunder.

 
2007 - 12


Fra reform til realitet



Formålet med socialt arbejde er at medvirke til at give mulighed for udvikling og trivsel. I forhold til det enkelte barns daglige livsvirkelighed. I forhold til de unges mulighed for at finde et tilstrækkeligt fremadrettet fodfæste og perspektiv. Og i forhold til at få forældrene involveret tilstrækkeligt befordrende, når det er nødvendigt. For nu blot at nævne nogle få indlysende eksempler.

Kvalitet i socialt og pædagogisk arbejde handler således også først og fremmest om, hvorvidt de børn, unge og familier, som det sociale og pædagogiske arbejde retter sig mod, rent faktisk profiterer tilstrækkeligt af det. Hverken mere eller mindre.

Det betyder omvendt, at for eksempel de store reformer, der gennem de senere år har taget afsæt i henholdsvis struktur og kvalitet i den offentlige sektor, først og sidst skal vurderes på, om det enkelte barn, den enkelte unge og den enkelte familie rent faktisk kan mærke, at mulighederne for udvikling og trivsel er blevet anderledes. Og frem for alt bedre.

Man kan altså helt konkret stille for eksempel følgende spørgsmål som grundlag for en opfølgning på reformernes konkrete effekt:

- i hvilket omfang har strukturreformen og kvalitetsreformen bevisligt medvirket til, at der er blevet udviklet nye og mere befordrende faglige samarbejdsformer i arbejdet med børn og unge?

- i hvilket omfang har dagplejen, vuggestuerne, daginstitutionerne og skolerne bevisligt fået udviklet nye og forbedrede metoder i forhold til at forebygge manglende udvikling og dårlig trivsel hos børn og unge?

- i hvilket omfang er der, som følge af struktur- og kvalitetsreformen, sket en yderligere afklaring af, hvad udtrykket ”til barnets bedste” rent faktisk forudsætter af faglige og metodiske færdigheder i dagplejen, vuggestuerne, daginstitutionerne, skolerne og sfo`erne?

hvad er iøvrigt de helt iøjnefaldende kvalitative, metodiske forskelle i forhold til det professionaliserede systems ydelser til børnene, de unge og familierne som følge af henholdsvis strukturreformen og kvalitetsreformen?

Op gennem 80`erne og 90`erne oplevede man et sandt boom af strukturændringer i de kommunale forvaltninger. Men mig bekendt har man aldrig fået undersøgt, sådan helt til bunds, om de forvaltninger, der hældte flest ressourcer i omorganisering og omstrukturering, rent faktisk også opnåede de mest synlige og konkrete resultater i forhold til for eksempel udvikling af den daglige og helt konkrete metodebevidsthed i dagplejen, vuggestuer, daginstitutioner, skoler, sfo`er og tværfaglige teams.

Spørgsmålet er med andre ord, hvordan reformer og daglig realitet egentlig hænger sammen. Kan man forestille sig, at organisationsudvikling, omstrukturering med videre, nogle gange kommer til at foregå relativt uafhængigt af en samtidig og dermed integreret perspektivering af organisationernes faglige og dermed metoderelaterede udviklingsprofil?

Hvis man i dag spurgte et repræsentativt udsnit at landets dagplejere, pædagoger, lærere, sundhedsplejersker, psykologer, praktiserende læger, socialrådgiver eller hjemme-hosser, hvad strukturreformen og kvalitetsreformen reelt vil betyde for deres daglige arbejde med børnene, de unge og familierne, hvad vil de så svare? Og skal de overhovedet høres?

Eller, sagt med andre ord. Kan man overhovedet forlange, at der er en synlig sammenhæng mellem reformer og daglig realitet? Og hvis der ikke er det, betyder det så noget som helst?

Diskussionen om kvalitetsreformen er ikke kommet ret tæt på den daglige, faglige realitet, som dagplejere, pædagoger, lærere, psykologer, socialrådgivere, sundhedsplejersker med videre forsøger at agere ud fra. Det er også noget rimeligt besværligt noget at skulle forholde sig til. Sådan helt ind til benet!

Så er det måske lettere at forholde sig til lukkedage, madordninger, antal kvadratmeter pr. barn. Og alt sådan noget. Eller uddannelse og efteruddannelse. Og alt sådan noget. Eller kroner og ører. Og alt sådan noget.

Men om det mere grundlæggende og afgørende ændrer ved den faglige og metodiske kvalitet i arbejdet, som barnet, den unge eller forældrene skal kunne profitere af, er noget helt andet.

Reformerne synes dermed i høj grad at være kommet til at handle om, hvordan systemerne og de professionelle har det. Og det er også fint nok. Og nødvendigt.

Men hvad blev der i grunden af det egentlige? De udsatte børn, de belastede unge og de dårligt fungerende forældre for eksempel.

Rigtig god jul – og godt Nytår!