'Månedens refleksion' er en lille månedlig skrivelse, som debatterer et aktuelt emne.

Vælg år til venstre og måned herunder.

 
2007 - 02


Hvad sker der, når pædagoger er engagerede?



Det var et af de seks temaer, som stod på tavlen, da jeg for et par dage siden sammen med en række smaddergode ålborgensiske pædagoger forholdt mig til deres erfaringer efter at have været observatører i deres egen daginstitution over en længere periode. Det havde de været, fordi deres institutioner var med i anden runde af Pædagogisk Kvalitetsevaluering i Småbørnsområde Nord. (Du kan læse mere om metoden bag Pædagogisk Kvalitetsevaluering andetsteds på hjemmesiden, hvis du har lyst.)

Det, der typisk sker for de efterhånden ganske mange pædagoger, som har fået mulighed for at bruge tid på at observere, hvad der rent faktisk udspiller sig i løbet af nogle dage i en daginstitution, er netop, at de mærker en bølge af fagligt engagement. Fordi de får øje på så mange ting, de ikke før var bevidste om. Kompetencer hos børnene for eksempel. Kompetencer - eller mangel på samme - hos kollegerne. Børn, der ikke har nogle relationer. Børn, der har betydeligt flere relationer, end de hidtil har troet. Og så videre, og så videre.

Men det viser sig imidlertid nogle gange, at det ikke er så udelt enkelt at være engageret i den grad, som det har været tilfældet. Nogle af pædagogerne kommer til at stå i nogle nærmest fundamentale dilemmaer, hvoraf et enkelt skal beskrives ganske kortfattet i det følgende.

Når man over tid observerer, hvordan de voksne møder børnene i det daglige, bliver man stort set altid mere bevidst om, at nogle af ens kolleger ganske enkelt ikke altid møder børnene godt nok. Det kan handle om, at de overhører dem mere eller mindre bevidst. Det kan handle om, at de ikke giver sig tid til at høre ordentligt efter, hvad barnet forsøger at gøre opmærksomt på. Eller det kan handle om, at barnet ganske enkelt bliver afvist. Ofte er det ydermere de samme børn, som risikerer at blive afvist mest. Ikke sjældent de børn, som vi plejer at kalde for udsatte børn.

Og hvordan er det nu lige, at man får sagt til en eller flere af sine kolleger, at de ikke gør det godt nok? At man ganske enkelt ikke kan få øje på deres engagement i forhold til børnene i de givne situationer. Det er faktisk ikke så enkelt. Og det kan blive decideret uoverkommeligt for nogle af pædagogerne, hvis institutionen ikke har en leder, som vil engagement og dedikeret faglighed på børnenes vegne. Ofte har man så siddende i baghovedet, hvordan det gik den kollega, der sidste gang vovede sig på banen med velment og oven i købet relativt forsigtig kritik af to kolleger. At sige, at det blev godt modtaget, ville være en ganske betydelig overdrivelse!

I de institutioner, hvor den faglige dovenskab har taget over, kommer den engagerede pædagog ofte til at stå over for et valg. På den ene side kan hun vælge at sige til sig selv, at det jo egentlig er nogle relativt hyggelige kolleger - de fleste af dem i hvert fald - og at dagene nærmest går af sig selv. Så på mange måder er det forholdsvist enkelt at være i institutionen, hvis bare man gemmer sine faglige ambitioner lidt af vejen. Og børnene lider jo heller ikke decideret overlast. For det meste.

Hvis man som fagperson kan se sådan på sit fremtidige arbejde, kan man vælge at blive i institutionen, indtil man selv er blevet indbegrebet af den faglige dovenskab, som institutionens leder på så udmærket vis er garant for.

På den anden side kan hun også se i øjnene, at hvis hun bliver, så kommer hun til at røvrende ikke bare børnene og pædagogikken, men også sig selv. Det er det, der typisk vil ske, hvis de kompromisser, man underlægger sig, i realiteten undergraver ens mulighed for at agere hensigtsmæssigt og kvalificeret i forhold til den virkelighed, man dagligt befinder sig i.

Hvis man som fagperson når til den erkendelse, finder man sig et andet arbejde. Før det er for sent.

Det parakdoksale er, at nogle af de ledere og fagpersoner inden for det professionelle arbejde med børn og unge, der ikke selv kan se fidusen i at få at vide, hvornår de ikke gør tingene godt nok, for eksempel sagtens kan finde ud af at beskrive og formulere, hvad børnene eller forældrene ikke er gode nok til. Nogle gange kan man ligefrem fornemme, at de bliver helt engagerede, når de gør det.