'Månedens refleksion' er en lille månedlig skrivelse, som debatterer et aktuelt emne.

Vælg år til venstre og måned herunder.

 
2007 - 03


De der udsatte børn, du ved.....



Det er almindeligt accepteret blandt professionelle, der arbejder med børn og unge, at tale om de udsatte børn og unge. Det er også sådan en dejlig rummelig betegnelse, som i realiteten siger både noget og ingenting om de børn og unge, som det drejer sig om.

Den relativt store gruppe af børn og unge, som vi har valgt at sammenfatte under betegnelsen udsatte, er naturligvis i højere grad karakteriseret ved betydelige forskelle, end ved iøjnefaldende ligheder. Det er der mange grunde til. Dels er børnene og de unge i sig selv forskellige. Dels er børnene og de unge udsatte af forskellige grunde. Og på vidt forskellige måder. Og dels er der betydelige forskelle på, hvornår de professionelle opfatter børnene og de unge som så udsatte, at de for eksempel ikke længere kan rummes i det almindelige system.

Det er med andre ord direkte misvisende, når vi taler om de udsatte børn og unge som én sammenhængende gruppe. Sådan er det ikke. Og sådan bliver det aldrig.

Imidlertid har vi vænnet os til at betragte de der massebetegnelser som en naturlig del af ordforrådet i pædagogisk og socialt arbejde. Og når man er vant til at bruge ordene i dagligdagen, begynder de efterhånden at blive til rutiner. Som så meget andet. Noget, man bare siger. Uden at tænke videre over, hvad det egentlig er, man siger.

Men er det nu så banalt at tale om udsatte børn og unge, som vi har gjort det til?

Hvis man nu forestiller sig en 6-årig dreng, der kommer hjem fra børnehave. Og der så udspiller sig følgende samtale med hans far.

Daniel på 6 år: ”Far, må jeg godt tage en af de udsatte med hjem at lege i morgen?”

Daniels far: ”En af de udsatte ??????!!!???”

Daniel på 6 år: ”Ja, må jeg godt tage en af de udsatte med hjem og lege i morgen?”

Daniels far: ”Daniel, hvad dælen snakker du om??”

Daniel på 6 år: ”Om jeg må tage en udsat med hjem og lege i morgen.”

Daniels far: ”Er det de tosprogede, som de nu siger sådan om?”

Daniel på 6 år: ”Nej, det er Martin!”

Daniels far: ”Jamen, han er jo pæredansk!!!??!!”

Daniel på 6 år: ”Nej, han går på Æblestuen, sammen med mig og Frederik!”

Dette bare for at illustrere, at nogle af de ord og kategoriseringer, som vi i det professionelle system betragter som ren rutine, i realiteten hurtigt kan blive mere problematiske, hvis de overføres til den daglige virkelighed, som børnene selv lever i.
Det er på tide, at vi begynder at overveje, om vi ikke burde skrotte nogle af de ofte indforståede, sproglige rutiner, som i høj grad generaliserer både den politiske og den professionelle dialog om netop de børn og unge, som, om nogen, har brug for at blive set som andet og mere end en anonym, grå masse.