'Månedens refleksion' er en lille månedlig skrivelse, som debatterer et aktuelt emne.

Vælg år til venstre og måned herunder.

 
2007 - 04


Når nogle ikke gør det godt nok



Hvad skal vi stille op med dem, der ikke gør det godt nok?

Politikere, kommunaldirektører, fagchefer, psykologer, praktiserende læger og så videre. For ikke at tale om forældre.

På det seneste har pressen endnu engang haft fokus på de dårlige forældre. Det er fair nok. De findes desværre i større tal, end de burde. Og diskussionen om kommunernes besparelser på anbringelsesområdet er den efterhånden traditionelle reminder om, at vi stadigvæk ikke har fundet ud af, hvad vi skal stille op med forældre, der ikke gør det godt nok. Hvor hurtigt og konsekvent skal vi gribe ind? Og hvordan?

Procentvis er der højst sandsynligt ikke flere dårlige forældre, end der er dårlige politikere, kommunaldirektører, fagchefer, psykologer, praktiserende læger og så videre. Og i udgangspunktet er problematikken den samme. Hvor hurtigt og hvor konsekvent skal man gribe ind? Når det for eksempel er tydeligt, at de beslutninger, der træffes, lidt for ofte bare ikke er gode nok. Ikke ændrer perspektivet tilstrækkeligt klart. Ikke skaber den udvikling og kvalitet, som der er brug for. Hvornår er det lige, at en politiker, en kommunaldirektør, en fagchef, en psykolog eller en praktiserende læge bør præsenteres for det gule eller røde kort?

Vi har betydelige problemer med at kvalitetssætte. Sådan for alvor. I stedet får vi flere og flere administrative og bureaukratiske regelsæt og forskrifter. Som på overfladen synes at være et skridt på vejen til at skelne mellem godt og skidt. Men som i realiteten primært bliver til en form for administrative overspringshandlinger, som ikke for alvor åbner op for en mere gennemgribende dialog om, hvordan forskelligheden imellem det smaddergode, det rimeligt gode, det tilforladelige og det absolut lousy utilladelige egentlig skal tackles.

Og hvad med børnene? Er der, når det kommer til stykket, en klart formuleret, konsekvensbetonet og realitetsfunderet vision for, hvad et barn bør kunne forvente sig af at være til. Eller er hele diskussionen om anbringelsesniveauet i virkeligheden også en diskussion om usikkerheden i forhold til at konkretisere visionen om det gode børneliv.

Og, ikke mindst, effektuere visionen i praksis.