'Månedens refleksion' er en lille månedlig skrivelse, som debatterer et aktuelt emne.

Vælg år til venstre og måned herunder.

 
2007 - 09


Fra individuel bistand til standardiseret service

Denne måneds refleksion er oprindeligt skrevet til min faste klumme i Gi`Los, som udgives af Landsforeningen af Opholdssteder 4 gange årligt.

Engang havde vi en lov om social bistand. I dag har vi en lov om social service.

Bistand er måske ikke noget særligt fancy ord. Det passer ligesom ikke rigtigt til coaching, HR, branding og alle de andre ord, som de offentlige systemer flyder over med i dag. Men ordet bistand signalerer i det mindste, at vi har fat i noget, som handler om mennesker, der har behov for at få hjælp til noget.

Service derimod er sådan noget, som jeg plejer at sende min bil til med faste mellemrum. Det omfatter alt fra opvaskemaskiner til cementblandere. Ordet er fuldstændigt screenet for nogetsomhelst, der peger i retning af menneskelig eller social nød. Det er så værdineutralt, som det overhovedet kan blive.

Ordet skøn var en væsentlig nøgleværdi i bistandsloven. Bistanden skulle ydes med udgangspunkt i en vurdering af det enkelte menneskes individuelle behov. Service ydes med udgangspunkt i servicedeklarationer og såkaldte kvalitetsstandarder. Der opstilles på forhånd mål og rammer for den service, der i udgangspunktet skal kunne ydes til alle indenfor målgruppen. Man vælger fra systemets side ofte at formidle det sådan, at brugerne – med udgangspunkt i diverse standarder – nu skal have krav på whatever, det måtte handle om. Det kunne i princippet være coaching, HR eller branding. Men disse ydelser er som regel interne ydelser indenfor systemets egne rammer, som er beregnet på systemets egne chefer og fagfolk. Man går ikke ud til fru Hansen, og spørger, om hun har behov for at blive brandet. Eller coachet. Eller hvordan det nu lige er, det står til med hendes HR. Det ville hun ikke fatte en lyd af. Og det er heller ikke meningen. Der er trods alt forskel på folk. Nogle får service. Andre får coaching.

I dag er bistand blevet synonymt med hjælpen til de fattigste lande. Her passer ordet service ligesom ikke rigtigt ind.
Endnu. Og desuden kan enhver jo se, at mennesker i de fattigste egne af verden netop har behov for bistand. Og hjælp. For her findes der mennesker i virkelig nød. Og så er det selvfølgelig også i orden at tale om bistand.

Men hvorfor nu interessere sig for noget så noller som forskellen på ord som bistand og service. Er det ikke inderligt ligegyldigt, hvordan de professionelle systemer definerer og formidler sig selv og sine ydelser? Hvis bare ydelserne i øvrigt er ok.

Og det er naturligvis kernepunktet. Betyder det noget for vores opfattelse af en given ting, om vi kalder denne ting det ene eller det andet? Hvis jeg siger bistand, og du siger service, gør det så nogen forskel på, hvad vi tænker på? Og dermed også en forskel på, hvordan du og jeg umiddelbart oplever de roller og den identitet, der er knyttet til de to forskellige ord.

Jeg kan jo ikke vide det.

Men prøv, bare for sjovs skyld, at sammenligne ordene. Og brug bare et halvt minut til at tænke over, om du synes, der er en forskel. Og hvad den - i givet fald - består i.