'Månedens refleksion' er en lille månedlig skrivelse, som debatterer et aktuelt emne.

Vælg år til venstre og måned herunder.

 
2009 - 12


Børnene og finanskrisen.



For tiden fyres tusindvis af medarbejdere fra danske virksomheder. I andre lande, for eksempel USA, snakker vi om millioner.

Finanskrisen får mange ord med på vejen. Bankerne skal hjælpes. Virksomhederne skal hjælpes. Kommunerne skal have lov til at investere i byggeri og renovering af nedslidte skoler.

Men der snakkes i virkeligheden ikke særligt meget om finankrisen set med børnenes øjne. Selvom mange børn vil komme til at opleve, hvad det betyder, når en eller begge forældre bliver fyret fra den virksomhed, som de ofte i årevis har lagt deres kræfter i. Og som en betydelig del af deres sociale netværk måske i realiteten hænger sammen med. Når Danish Crown fyrer op mod tusind ansatte, berører det betydeligt flere børn. Som mærker, hvordan deres far eller mor er kede af det. Og som mærker, hvordan usikkerheden i forhold til fremtiden i mange tilfælde pludselig kommer til at fylde en del af det daglige liv i familien.

Andre børn oplever måske omvendt, at deres forældre begynder at arbejde endnu mere, end de allerede gjorde i forvejen. For ikke at blive fyret, hvis virksomheden skal skære ned. Eller, I nogle tilfælde, skære yderligere ned.

Repræsentanter fra nogle af de virksomheder, der fyrer deres ansatte, giver udtryk for, at man vil gøre meget for at hjælpe medarbejderne i den konkrete situation. Men nævner aldrig børnene. Eller de konsekvenser, både socialt og økonomisk, som fyringen af forældrene kan være ensbetydende med for børnene. Men også for forældrene i forhold til børnene.

Finanskrisen er ikke noget stort og uoverskueligt. Det er tværtimod helt konkret dagligdag for tusinder af danske børn. Som oplever, at deres forældre forandrer sig. Som hører, at planerne for sommerferien, som de havde set frem til, er stillet i bero indtil videre. Som kan mærke, at de voksne måske skændes mere end tidligere. Eller at de voksne lukker sig inde i sig selv. For hvordan er det nu lige, at man skal være glad, smilende og i totalt overskud over for sine børn, når man lige har fået at vide, at man er blevet fyret. Og udsigterne til nyt job ikke umiddelbart hænger og lokker lige uden for vinduet.

De daglige konsekvenser for børnene er altså i høj grad mærkbare. Vi hører bare ikke om det.

På den måde bliver finanskrisen i virkeligheden et meget tydeligt billede på, hvor lidt børn og deres daglige liv reelt fylder, når medier, politikere og ledere fra erhvervslivet skal fortælle os andre, hvad det hele handler om.

Ikke specielt opløftende. Set med børnenes øjne!