'Månedens refleksion' er en lille månedlig skrivelse, som debatterer et aktuelt emne.

Vælg år til venstre og måned herunder.

 
2009 - 03


Et par ord om anerkendelse.

Denne måneds refleksion bygger på min seneste klumme i "`Gi`LOS", som er det tidsskrift, som Landsforeningen af Opholdssteder udgiver kvartalsvis. Her har jeg siden 2006 været fast "klummeskriver".

Hver tid har sine trends. Også når det gælder arbejdet med børn, unge og familier.

Et af de ord, man hører ganske ofte for tiden, er anerkendelse. Der bliver talt om anerkendende ledelse, anerkendende pædagogik, anerkendende evaluering. For blot at nævne nogle enkelte eksempler på, hvordan anerkendelse er blevet et af de hurra-ord, som åbenbart kan bruges i stort set enhver faglig sammenhæng.

Personligt har jeg det sådan, at jeg bestemt synes, man skal anerkende noget, når det er værd at anerkende. Ellers ikke. Anerkendelsen bør vel have et konkret perspektiv i forhold til den givne faglige eller ledelsesmæssige sammenhæng. Sådan at man ikke konstant går rundt og bestræber sig på at virke vildt anerkendende, fordi det lige nu er det, der er in.

Spørgsmålet er, om man kan vedtage anerkendelse som et generelt princip for det, man gør som leder eller fagperson. Hvordan praktiserer man for eksempel anerkendelse i sammenhænge, hvor det er tydeligt for enhver, at der mildest talt ikke er grund til at anerkende nogetsomhelst? Med mindre det handler om at anerkende, at der ikke er noget at anerkende!

Engang imellem kan man få på fornemmelsen, at al den snak om anerkendelse dybest set også handler om, at ikke så helt få ledere og fagpersoner selv har brug for at identificere deres rolle med noget mere positivt.

Det kunne være relevant at finde ud af, om de medarbejdere, der har en såkaldt anerkendende leder, bliver dygtigere fagligt end de medarbejdere, der har en lidt mere konstruktiv kritisk leder. For til syvende og sidst er det jo det, det hele handler om. Om den ledelse, der praktiseres, fører til så gode faglige resultater som muligt. Ikke mindst set med børnenes og de unges øjne. På samme måde kunne det være relevant at finde ud af, om alle de efterhånden ganske mange institutioner, der giver udtryk for, at de praktiserer anerkendende pædagogik, i realiteten opnår bedre resultater, når det for eksempel gælder udvikling af børnenes eller de unges selvværd og tiltro til egne livsmuligheder. End de institutioner, der bare praktiserer god faglighed.

Jeg har ikke noget imod anerkendelse. Jeg synes heller ikke, man skal være fedtet med anerkendelse. Tværtimod. Men jeg synes, at anerkendelse skal bruges i konkrete ledelsesmæssige og faglige sammenhænge, når der er grund til det. Når anerkendelse bliver til et generelt og, ikke helt sjældent, relativt luftigt princip, som alle med en vis fornemmelse for tidens trends kan vedkende sig, risikerer anerkendelse at blive et diffust slagord, som i realiteten er sin egen begrundelse.

Det er nok nærmest det, jeg har lidt svært ved at anerkende!