'Månedens refleksion' er en lille månedlig skrivelse, som debatterer et aktuelt emne.

Vælg år til venstre og måned herunder.

 
2009 - 04


Tendenser – eller blot tilfældigheder?



De børn og unge, der kan vurderes som udsatte i en eller anden grad, har i mange år optaget fagfolk og politikere. Af flere grunde.

Dels er det ikke godt for børn og unge at befinde sig i livssituationer, der betyder, at de ikke trives særligt godt. Dels repræsenterer disse børn og unge en meget betydelig udfordring for det professionaliserede omsorgssystem. Og endelig er der, set med politikernes øjne, en hulens masse økonomi forbundet med den tilsyneladende evigt voksende målgruppe af børn og unge, som har brug for specialforanstaltninger. Som måske virker. Måske ikke. Det kommer lidt an på, hvordan man definerer virkning i den konkrete sammenhæng.

I de senere år har der været en tendens til, at stadigt flere børn, også ganske små, får en diagnose. For nogle forældre og fagpersoner betyder det, at de kan ånde lettet op. Det var altså det, der var i vejen! For andre forældre og fagpersoner betyder det, at diskussionen om, hvem barnet egentlig er og hvorfor det reagerer, som det gør, stopper. Ihvertfald for en tid. Fordi det kan være svært at diskutere noget, man ikke, sådan for alvor, har forstand på. Og sådan er det, og har altid været, med diagnoser.

Det, der muligvis kan ske, når et barn får en diagnose, er, at en betydelig del af de spørgsmål, som man måske ellers ville have beskæftiget sig med, ikke længere synes aktuelle. Eller ihvertfald ikke bliver stillet på samme måde. Spørgsmål, som vedrører barnets kompetencer og identitet. Vurderet uafhængigt af diagnosen. Spørgsmål om forældrenes sociale og intellektuelle formåen. Vurderet uafhængigt af diagnosen.

På den måde løfter diagnoserne i realiteten nogle væsentlige dele af diskussionen om, hvad børns udsathed består i, og hvilke årsager, der er til den, ud af en mere sammenhængende faglig dialog om udsatheden hos børn og unge. I stedet bliver det ofte diagnosen som sådan, der kommer til at præge dialogen om barnet. Og dermed også, hvad der skal ske med det diagnosticerede barn.

Lidt det samme mønster kan man opleve, når diskussionen kører på fulde blus om kriminel lavalder, bander og så videre. Det kan undertiden virke, som om de mere grundlæggende socialpædagogiske og medmenneskelige overvejelser primært nævnes i bisætninger. Og først når alle signalordene om hårdere kurs og så videre er blevet afleveret. Ligesom det er tilfældet med diagnoserne, forsvinder den mere tilbundsgående dialog om, hvad udsatheden dybest set handler om. For et 12-årigt barn, som involveres i kriminalitet er vel først og fremmest udsat?

Nu kan det måske virke lidt underligt at koble den stadigt mere udbredte brug af diagnoser og den stadigt mere udbredte snak om kriminalitet blandt børn og unge. Men fælles for begge indfaldsvinkler til de børn og unge, hvis livssituation er præget af udsathed, synes at være, at man i realiteten fjerner opmærksomheden fra noget ret så væsentligt. Nemlig hvordan det dybest set er for barnet og den unge at leve med udsatheden. Og hvilke årsager og symptomer, udover diagnoser og kriminalitet, som man fra det professionaliserede omsorgssystem skal sætte over for, hvis man skal give barnet eller den unge andre muligheder end den medicinering, som diagnosen ofte medfører. Eller de sanktioner, som kriminaliteten i stigende omfang kan medføre.

Hvis man vælger at betragte det som en tendens, synes tendensen at kunne tolkes sådan, at dialogen om børn og unges udsathed i stigende grad foregår på en måde, der tager udgangspunkt i noget, der ikke handler om det enkelte barn eller den enkelte unge. Og den udsathed, som de hver især lever med. Men derimod om mere fællesgjorte definitioner på udsatheden. Som for eksempel diagnoser. Eller kriminalitet.

Dermed bliver det tilsyneladende også stadigt mere uvedkommende, hvad børnene og de unge selv oplever og forbinder med udsatheden. For den er jo allerede defineret.

Eller hvad?