'Månedens refleksion' er en lille månedlig skrivelse, som debatterer et aktuelt emne.

Vælg år til venstre og måned herunder.

 
2009 - 08


Lidt om heldagsskoler og børn, der pjækker.





I går sad jeg og hørte jeg nogle af de der radioaviser, der sendes hver time. Der var blandt andet en politiker, der udtalte sig positivt om heldagsskoler. Og så var der en skoleleder fra Horsens, der sagde, at man nu ville knytte en socialrådgiver til skolerne. Årsagen var, at for mange børn pjækkede for meget. Og at der var brug for en socialrådgiver, som kunne tage ud til de børn. Og motivere dem til at komme i skole igen.

Jeg kunne ikke lade være med at tænke på, hvordan de børn, der pjækker så meget fra skolen, som skolelederen fra Horsens fortalte, egentlig vil administrere den ekstra pjækketid, de automatisk vil få, hvis heldagsskolen for alvor brager igennem. Fra at skulle pjække i 5-6 timer, skal de til at pjække i op til 8, måske 9 timer i stedet for. Det kan godt blive noget af en udfordring. Og stille lidt ekstra krav til planlægning. Der er jo så ihvertfald nogle voksne, som man skal sørge for ikke at møde hen på eftermiddagen. Sine forældre for eksempel. Eller naboerne. Hvis de iøvrigt er på talefod med forældrene.

Jeg har for mange år siden selv været skolesocialrådgiver. Vi var 3, der var ansat på det, der dengang hed Skolepsykologisk Kontor i Esbjerg Kommune. En af opgaverne var netop at tage ud til de børn, der pjækkede, for at finde ud af, hvad der lå bag. Der var tale om børn fra alle samfundslag. Ikke sjældent intelligente og fagligt dygtige børn. Hvilket ofte fik deres lærere til at synes, at det var ekstra ærgerligt og måske også lidt uforståeligt, at de pjækkede. Men de her børn trivedes bare ikke særligt godt i skolen. Nogle gange på grund af en eller flere af de lærere, de havde. Som de måske syntes behandlede dem dårligt. Eller som de bare ikke kunne lide. Andre gange fordi de ganske enkelt kedede sig gudsjammerligt i skolen. Og så var der de relativt mange børn, der var inde i en periode, hvor de havde det svært med det liv, de levede. Med forældrene. Med sig selv. Eller med lidt af det hele. Så de i realiteten ikke kunne koncentrere sig om skolen. Fordi det var noget helt andet, der fyldte.

Der var også en heldagsskole i Esbjerg dengang. For de børn, som skolerne ikke syntes, at de selv kunne rumme. Og som nogle af de børn, der pjækkede, undertiden også kom på. Et af de største problemer for lærerne og pædagogerne på heldagsskolen var, at skolerne ofte var ret utilbøjelige til at tage børnene tilbage igen, hvis de først var kommet af med dem. Det var iøvrigt en smaddergod heldagsskole. Og børnene var meget glade for den. Så de havde heller ikke altid lyst til at komme tilbage til deres gamle skole igen.

Nå, men tilbage til pjækkeriet. Og de børn, der pjækker. Hvis man nu spurgte dem, hvad de vil sige til sådan en god gang 8-17 skoledag. Hvad ville de så sige? Og kunne det måske i realiteten være umagen værd at høre deres bud på, hvad man skulle fylde de der nye timer ud med, hvis det skulle give mening for dem. Skolen er jo også til for deres skyld. Og man kan nok ikke være helt sikker på, at de aktiviteter, som man åbenbart blandt andet vil benytte de ekstra timer til, er supermotiverende for de børn, der pjækker. Såvidt jeg har kunnet forstå, kunne timerne ifølge nogle politikere blandt andet bruges på lidt ekstra motion eller en god gang morgenmad. Så man med heldagesskolen også kunne være med til at afhjælpe problemet med fedme hos børn. Og så skulle der naturligvis bruges tid på lektielæsning og lektiehjælp. Den slags ting.

Hvis jeg nu var sådan en, der pjækkede fra skole, tror jeg, at mit første bud ville være: Er det virkelig alt, hvad de har at byde på?

Det synes jeg i bund og grund er et særdeles relevant spørgsmål. Set med en pjækkers øjne.

Og iøvrigt også med mine!