'Månedens refleksion' er en lille månedlig skrivelse, som debatterer et aktuelt emne.

Vælg år til venstre og måned herunder.

 
2009 - 09


Om at kunne tage ejerskab til egen udvikling.




I de seneste 2½ år har jeg samarbejdet med ti af de daginstitutioner i Aalborg Kommune, som har en stor repræsentation af børn, der vil kunne vurderes som udsatte. Formålet med dette relativt langvarige udviklingsforløb har først og fremmest været at give de involverede daginstitutioner muligheder for at hente inspiration til at udvikle det daglige arbejde med de børn, der vurderes som udsatte. Herunder samarbejdet med børnenes forældre og det tværfaglige samarbejde i forhold til børnene. Perspektiverne fra denne udviklingsproces beskrives nærmere i en rapport, som udkommer i næste uge.

En af rapportens konklussioner er, at det først og fremmest er, når leder og personale tager ejerskab i forhold til udvikling af det konkrete arbejde med de udsatte børn samt samarbejdet med børnenes forældre, at det for alvor rykker. Udsagnene fra ledere og pædagoger bekræfter i høj grad dette.

Det samme gør sig i virkeligheden gældende, hvis vi ser det fra de udsatte børns synspunkt. At det først er, når vi som professionelle er i stand til at inspirere og motivere børnene - og deres forældre -
til at tage ejerskab for egen udvikling, at det for alvor rykker. Vi kan have nok så mange positive intentioner og gode råd til, hvordan børnene eller forældrene kan eller bør gøre. Men hvis ikke børnene og forældrene selv oplever det som befordrende eller realistisk og vedkommende, tager de ikke noget ejerskab til vores gode viljer på deres vegne.

Det samme er i realiteten tilfældet med de professionelle. Det er først, når mulighederne for udvikling bliver accepteret og forstået som en del af ens egen faglige identitet, at det for alvor bliver muligt at lægge en mere inderlig gejst og faglig motivation i en udviklingsproces. Man udvikler ikke længere, fordi nogen vil have en til at udvikle. Men fordi man selv har fået lyst til at udvikle. Og når man først er kommer dertil, er mulighederne for, at resultaterne af en udviklingsproces bliver forankret i daglig drift, betydeligt større.

I de kommende år vil kommunerne være stillet over for betydelige udviklingsprocesser, når det gælder arbejdet med udsatte børn og unge. Det gælder i realiteten alle led i den kommunale palet af faggrupper. Fra den helt tidlige indsats i dagplejen og vuggestuer, som i høj grad trænger til at blive en mere integreret del i for eksempel det tværfaglige samarbejde. Til daginstitutioner og skoler, som stadig vurderes alt for uafhængigt af hinanden, når det gælder de udsatte børn og unges mulighed for at bide sig fast i normalmiljøet. Desuden deler daginstitutioner og skoler i realiteten en udfordring, som handler om, at daginstitutionerne skal være med til at gøre børnene skoleparate, mens skolerne omvendt skal være med til at gøre eleverne uddannelsesparate i forhold til ungdomsuddannelserne. Og hvordan er det nu lige, at det går? Endelig er det helt indlysende, at der er brug for at få afklaret, dels hvornår og hvordan socialrådgivere og psykologer kan tage over fra daginstitutioner og skoler. Der går i nogle tilfælde ganske enkelt for lang tid fra en underretning lander i en forvaltning, og til der sker noget. Og samtidigt er der ikke altid tilstrækkeligt lysende klarhed over, hvordan daginstitutioner og skoler på den ene side og forvaltningen på den anden side vurderer udsatheden hos børnene og de unge.

Der er således nok at tage fat på.

Man kan kun håbe, at noget af det, som der fra forvaltningernes og politikernes side vil blive lagt vægt på i forhold til de kommende års nødvendige udvikling af arbejdet med de udsatte børn og unge, er den indlysende mulighed for at skabe fornyet faglig indsigt og gejst, der ligger i at inspirere og motivere de faglige ledere og deres personale til at tage ejerskab for egen udvikling.

Det forudsætter, at forvaltning og politikere rent faktisk selv tror på, at de ledere og fagpersoner, som i det daglige er de egentlige nøglepersoner i forhold til de udsatte børn og unge samt deres familiære netværk, rent faktisk er i stand til at varetage en væsentlig del af ansvaret for den nødven-dige udvikling af det daglige arbejde. Og at man derfor tilrettelægger de kommende udviklingspprocesser i overensstemmelse hermed.

Der er betydeligt mere udviklingspotentiale i praksisfeltet på bu-området, end man måske sådan lige går og tror. Ligesom der er betydeligt mere udviklingspotentiale i mange af de udsatte børn og unge, end vi altid formår at have øje for. Og dermed også kunne understøtte tilstrækkeligt befordrende.

Også i den sammenhæng er der altså en parallel mellem det professionelle system og de mennesker, som det professionelle system dybest set er til for.

Det er på tide, at vi gør brug af denne viden. Sådan for alvor!