'Månedens refleksion' er en lille månedlig skrivelse, som debatterer et aktuelt emne.

Vælg år til venstre og måned herunder.

 
2009 - 11


Lidt om forventninger til børn.



For omkring 150 år siden gik Evald Tang Kristensen rundt i Midt- og Vestjylland og besøgte den ene fattige rønne efter den anden. Små huse langt ude på landet, ofte beliggende et eller andet sted på de øde hedestrækninger, som stadig prægede en del af landskabet.

Evald Tang Kristensen var eventyrsamler. Han skrev møjsommeligt alle de fortællinger ned, som han kunne få de ofte både fattige, beskedne og ikke sjældent menneskesky småkårsfolk til at berette. Han var smaddergod til at vinde deres fortrolighed, så det blev til mange eventyr. Han undgik som regel at komme på de større gårde, fordi de mere velnærede gårdejere og deres koner, ihvertfald som han oplevede det, ikke var særligt gode til at fortælle noget, som han kunne bruge i sin videre formidling. Det blev ofte for kedeligt og pænt. Og Tang Kristensen havde en teori om, at jo mere, man gik op i at tjene penge, jo fattigere i ånden risikerede man at blive. Så fattigdom kunne efter hans mening manifestere sig på flere måder.

I dag ville man sikkert have sagt, at Evald Tang Kristensen beskæftigede sig med narrativer, som er en af tidens trends. Han ville formentlig aldrig selv have brugt den betegnelse. Dels ville folkene derude i de små hytter ikke have fattet en meter af, hvad han snakkede om. Dels er jo ingen grund til at gøre tingene mere indviklede, end de behøver at være.

Flere af de eventyr, som man med stor fornøjelse kan læse i samlingen “Eventyr fra Jylland”, handler om en far og en mor, som har tre sønner, som er ved at være så gamle, at de skal ud i den store verden og søge lykken. Lykken er primært ensbetydende med to ting. En kone, meget gerne fra de lidt bedre kredse. Og et arbejde, der helst er forbundet med status og penge.

Det er et gennemgående træk, at de altid er de to ældste sønner, som forældrene har langt mest tiltro til. De er derfor også selv blevet helt overbeviste om, at det bare er et spørgsmål om - ikke ret lang - tid, før verden stort set ligger åben for deres fødder. Den yngste af sønnerne er der derimod ingen, der har bare antydning af forventninger til. Ham har man forlængst afskrevet som helt uden forudsætninger for at begå sig de rigtige steder. Han betragtes af både sine forældre og sine brødre som uden for pædagogisk – og alt muligt andet godt – rækkevidde. Forældrene håber, at kan klare sig ved at gå lidt hånde, efterhånden som han kommer frem. De to ælste brødre får derfor også det fineste tøj, de bedste heste og hvad der nu ellers hører sig til, når man sådan skal ud og gøre sig på de bonede gulve. Hvorimod den yngste søn må nøjes med, hvad der efter udskrivningen til de ældre brødre kan skrabes sammen i en snæver vending. Som regel aftales det så, at brødrene efter for eksempel et års tid skal komme hjem og fremvise resultatet af deres anstrengelser.

Og hvordan går det så? Det går sådan, at de to ældste brødre kommer hjem med en halvfin kone samt en relativt pæn sum penge. Og det kan da nok være, at forældrene er glade for, at de fik sendt dem ud i verden. Den yngste kommer selvfølgelig et par dage for sent hjem. Hvad andet kunne man næsten også have forventet? Men til alles måbende forbløffelse medbringer han så til gengæld den smukkeste prinsesse og adskillige vognlæs med guld og ædelstene. Han har nemlig, i modsætning til sine brødre, brudt alle de fortryllelser, der var nødvendige at bryde, ved at være sig selv. Det faldt prinsesser åbenbart for dengang. Symptomatisk for hans livsstil sørger han selvfølgelig også for, at både hans gamle forældre og de to ældre brødre får alt det, de behøver, for at kunne leve godt til deres dages ende. Ikke noget med at sætte det hele ind på sin egen pensionsopsparing. (Det er jo trods alt også rigtigt mange år siden.)

På den måde bliver Tang Kristensens forskellige eventyr om tre brødre, der bliver sendt ud i verden for at finde lykken, måske i virkeligheden en reminder om, at nogle af de forventninger, som de mange voksne, der i dag følger børnene under deres opvækst, har til børnene, ikke nødvendigvis yder børnene den fulde retfærdighed.

Selvom man ikke lige kan stave til narrativer, kan man måske godt være klog på livet.

På sin egen måde.