'Månedens refleksion' er en lille månedlig skrivelse, som debatterer et aktuelt emne.

Vælg år til venstre og måned herunder.

 
2010 - 01


Lidt om madordninger, socialisme og tilliden til forældresamarbejdet i daginstitutionerne.




De seneste dage er der for alvor gået ged i den politiske enighed om de madordninger, som kommunerne er blevet pålagt. Da først nogle af forældrene fra Århus gik i medierne med en markant kritik af blandt andet de familiepolitiske konsekvenser af madordningen, gik der lynhurtigt hul på den politiske opbakning til ordningen.

Samtidigt afslørede forskellige interviews i diverse tv-nyheder med henholdsvis socialministeren og den politiske ordfører fra hendes eget parti, at argumenterne for madordningen tilsyneladende er ganske forskellige. Hvor socialministeren på baggrund af et indslag med forældrene fra Århus gav udtryk for, at madordningen var tænkt som en hjælp til de mange travle familier, så de i stedet for at smøre madpakker kunne bruge tiden på morgenhygge med børnene, gav den politiske ordfører udtryk for, at ordningen helt overvejende sigtede mod de socialt udsatte børnefamilier. At socialministeren måske ikke var helt på vildspor, når hun talte varmt for de travle familier, kunne et interview dagen efter med en jurist, der var mor til 3 børn, tyde på. Hun gav nemlig udtryk for, at madordningen betød, at hun havde fået 45 minutter frigjort til at bruge morgenen til andet end at smøre madpakker.

Folketingets formand syntes også lige, at han ville give sit besyv med, når socialministeren nu åbenbart ikke helt havde loddet dybden af de konsekvenser, som madordningen, ihvertfald efter hans mening, har. I hans version blev madordningen således til et udtryk for den rene skinbarlige socialisme. Underforstået, at den liberale dagsorden om frit valg på alle hylder, ganske enkelt blev undermineret med ordningen.

I løbet af et par dage er den madordning, som en række kommuner allerede er i fuld gang med at gennemføre, således blevet til en sprælsk politisk kastebold. Og så er det ikke godt at vide, hvad det egentlig ender med.

I virkeligheden er madordningen måske også et udtryk for, at man fra politisk side ikke er særligt overbeviste om, at daginstitutionernes ellers tætte og nærmest daglige samarbejde med forældrene har nogen reel betydning for sådan noget som kvaliteten af børnenes madpakker. Man kan derfor også stille sig det spørgsmål, at hvis nu ikke pædagogernes løbende dialog med forældrene kan være med til at sikre børnene noget så relativt banalt som nogenlunde rimelige madpakker, hvad kan man så egentlig forvente, at forældresamarbejdet kan medvirke til? Omlægning af mindre befordrende alkoholvaner hos de voksne? Næppe.

Et andet spørgsmål kunne handle om, hvorvidt det nu også er så ganske nagelfast, at de travle karrierefamilier altid forsyner deres børn med madpakker, der er af en betydeligt bedre kvalitet end de madpakker, som mindre karrierebelastede familier får smurt til deres børn. Det virker ikke nødvendigvis altid sådan, når man sidder og spiser sammen med børnene på blå stue. Det kan skyldes, at mange af de travle familier også køber ind i Netto. Men det kunne jo rent faktisk skyldes, at pædagogernes opfordring til nogle af forældrene om at variere pålægget en lille smule mere og lige få skrællet en gulerod eller få lagt en banan eller et par clementiner sammen med klemmerne, rent faktisk har virket efter hensigten.

Det egentlig problem er således formentlig heller ikke primært den mad, som børnene spiser i daginstitutionen. Men snarere det forbrugsmønster og de spisevaner, der gør sig gældende i familierne, når børnene ikke er i daginstitutionen. I den sammenhæng kan man måske bedst opfatte madordningen i daginstitutionerne som endnu en velment form for lappeløsning. Forstået sådan, at den højst sandsynligt forholder sig til den mindst problematiske side af sagen. Nemlig de madpakker, som børnene spiser i daginstitutionen. Mens de forbrugsvaner, som henholdsvis de meget travle familier og de socialt belastede familier har udviklet derhjemme, formentlig ikke for alvor ændres afgørende på grund af en madordning i daginstitutionen. Ikke mindst fordi forbrugsvanerne hænger sammen med den enkelte families konkrete sociale virkelighed.

Og den virkelighed ændrer madordningen jo ikke på.