2010 - 06

Den økonomiske realitet og nogle af de andre realiteter.

Tiden er til besparelser og ofte markante omstruktureringer i langt de fleste kommuner. Det er konsekvensen af den økonomiske realitet, sådan som den aktuelt fortolkes af hovedparten af de kommunale politikere.

Lige nu kan det godt virke, som om den økonomiske realitet nærmest pr. automatik trumfer en række øvrige realiteter, som ikke desto mindre har stor betydning for de nødvendige overvejelser om, hvad en mere sammenhængende prioritering af kommunernes fremtidige rolle og ydelsesprofil bør baseres på.

Ingen tvivl om, at økonomien er en meget væsentlig realitet i forhold til kommunernes fremtidige identitet. Men det er de øvrige realiteter, som der er tale om, helt givet også. Så lad os prøve at kigge lidt på nogle af dem.

Udgangspunktet for kommunernes virke er først og fremmest de mennesker, som lever i kommunen. Hvis de ikke var der, var kommunernes berettigelse yderst begrænset. En af de udfordringer, som aktuelt diskuteres mest blandt de kommunale politikere, handler om, hvordan kommunerne fremover skal forholde sig til den sociale realitet, som en undertiden betydelig del af borgerne repræsenterer. For eksempel de børn og unge, der vurderes som udsatte i en eller anden grad. De børn, unge og voksne, der lever med forskellige handicap. De arbejdsløse. De, stadigt flere, gamle. Og så videre.

Hver for sig repræsenterer disse grupper en social realitet, som kommunerne, ihvertfald indtil videre, har set det som en naturlig og vigtig kommunal opgave at forholde sig til. Det afgørende i den aktuelle sammenhæng er først og fremmest, at disse konkrete former for social realitet ikke automatisk ændrer sig, fordi kommunerne får en anden økonomisk realitet. Det betyder samtidigt, at det helt uomgængeligt bliver op til kommunerne selv at ændre på deres profil i forhold til de former for social realitet, der er tale om. For eksempel ved at beslutte sig for, at nogle af de former for social realitet, der hidtil har ført til en given kommunal aktivitet, ikke vil gøre det fremover. Ikke fordi den givne sociale realitet ikke længere er et konkret vilkår for de pågældende borgere, men fordi man fra kommunens side vælger at fortolke det sådan, at netop denne form for social realitet på grund af den ændrede økonomiske realitet ikke længere hører til kommunens prioriterede opgaver.

I virkeligheden vil det i en række tilfælde være svært for kommunerne at undgå at forholde sig til borgernes sociale realitet. Fremfor helt at eliminere opgaverne fra det faglige menukort vil vi derfor i de kommende år opleve en række mellemløsninger. Et eksempel herpå er beslutningen om, at børn fra specialklasser skal overføres til normalklasser i folkeskolen. På mange måder en rigtig sympatisk tanke. Men så når vi samtidigt frem til en anden væsentlig realitet i forhold til kommunernes fremtidige profil. Nemlig den faglige realitet i kommunerne.

Som det var tilfældet med borgernes sociale realitet, vil heller ikke den faglige realitet i kommunerne automatisk indrette sig efter den økonomiske realitet. Det vil altså ikke være sådan, at den faglige realitet som ved et trylleslag forbedres markant, selvom økonomien tilsiger et behov herfor. De lærere der sammen med velmenende psykologer har været med til at visitere børn fra børnehaveklassen eller første klasse til heldagsskoler og specialklasser, vil således også for manges vedkommende opleve sig lige så magtesløse over for de pågældende børn, som de gjorde, da de bad om at få dem fjernet fra deres klasser. På den måde bliver der i en række sammenhænge også tale om mellemløsninger, der primært er begrundet i kommunernes økonomiske realitet, snarere end i en reel eller realistisk faglig realitet.

Der er med andre ord ikke umiddelbart nogen indlysende sammenhæng mellem udviklingen af den økonomiske realitet i kommunerne og nogle af de øvrige realiteter, som betyder mest for den konkrete varetagelse af de kommunale ydelser. For eksempel den sociale realitet hos de mennesker, der lever i kommunen. Eller den faglige realitet blandt de ledere og fagpersoner, der i det daglige skal forholde til denne sociale realitet.

Hvad betyder det så?

Det betyder, at vi forhåbentligt vil se nogle helt nødvendige initiativer til at se de forskellige realiteter, som udgør grundlaget for kommunernes fremtidige profil, i et mere sammenhængende, gennemtænkt og koordineret perspektiv inden alt for længe.

Det fortjener både kommunerne og de borgere, som kommunerne dybest set er til for.

Rigtig god sommer!