'Månedens refleksion' er en lille månedlig skrivelse, som debatterer et aktuelt emne.

Vælg år til venstre og måned herunder.

 
2011 - 04


Lidt om biler og socialt arbejde.



Når du køber en ny bil i dag, er den væsentlig anderledes end den bil, du købte for bare ti år siden. Den er mere sikker at køre i, har mere udstyr, og den kører bedre og længere på literen. Komforten er også forbedret. Altsammen uden at priserne er røget på himmelflugt.

Du kan sagtens køre problemfrit i en ti år gammel bil, hvis den ellers er blevet passet med de foreskrevne besøg på værkstedet. Bilerne var også ok dengang. De er bare blevet mærkbart bedre.

Kunne man forestille sig, at bilindustrien pludselig besluttede sig for at vende tilbage til tidligere tiders modeller, og begyndte at fremstille biler som for ti år siden? At de ganske enkelt valgte at se bort fra den viden og de kvalitative fremskridt, som de seneste ti års udvikling har været ensbetydende med i forhold til de biler, der sælges i dag? Svaret er, at det kan man meget vanskeligt forestille sig. Det vil tværtimod forekomme noget nær utænkeligt, at man skulle beslutte sig for at nulstille den kvalitative udvikling af vores foretrukne transportmiddel. For ikke at tale om at skrue udviklingen ti år tilbage. Det ville der givetvis også være meget lidt forståelse for hos flertallet af de fremtidige bilkøbere.

Men hvordan ser det egentlig ud, hvis man i stedet vender blikket mod det sociale arbejde med børn, unge, familier, handicappede, ældre og så videre. Kan man forestille sig, at man indenfor dette samfundsmæssigt betydningsfulde arbejdsfelt kunne finde på at nulstille forventningerne til den konkrete kvalitet, eller ligefrem skrue dem tilbage? Eller sagt på en anden måde: Er det i virkeligheden lettere og mere acceptabelt at regulere på kvaliteten i arbejdet med mennesker end det vil være at regulere på kvaliteten i arbejdet med biler?

Svaret er, at det er det utvivlsomt. Derfor vil vi i de kommende år også opleve, at mens bilejerne serviceres med nye motorveje og broer til adskillige milliarder kroner, så vil der omvendt blive stillet stadigt flere spørgsmål til niveauet for indsatserne over for de børn, unge, familier, handicappede og ældre, som belaster de kommunale budgetter.

Men hvordan kan det egentlig være, at man tilsyneladende kan have nogle helt naturligt progressive kvalitetsparametre i forhold til biler, mens kvalitetsparametrene i forhold til det samfundsmæssigt betydningsfulde sociale arbejde med børn, unge, familier, handicappede, ældre og så videre er en langt mere åben affære? Hvor der til stadighed kan stilles, og bliver stillet, nye spørgsmålstegn ved, hvilke faglige og medmenneskelige kvalitetsparametre det egentlig er, der skal tages udgangspunkt i, når de kommende års socialpolitiske profil skal lægges fast. Både på centralt niveau og i landets kommuner.

Det mest gængse svar ville være at slå sig til tåls med, at det udelukkende handler om økonomi, og så er den ikke længere. At man stiller sig tilfreds med en logik, der siger, at økonomi og kvalitet er hinandens forudsætninger. Men så enkelt er det naturligvis ikke. Dertil er de kvalitetsparametre, som der kan vælges mellem, når det gælder udviklingen af det sociale arbejde i de kommende år, ganske enkelt alt for nuancerede. Økonomien er altid en vigtig faktor, men den er langt fra den eneste.

For et par år siden kom regeringen med en såkaldt kvalitetsreform for fremtidens velfærdsydelser. Den var først og fremmest kendetegnet ved et iøjenefaldende fravær af konkrete refleksioner om, og inspiration til, det egentlige udgangspunkt for at tænke kvalitativ udvikling af den dagligdag, som mange tusinde fagpersoner og ledere dagligt forholder sig til. Nemlig de daglige samtaler og indsatser i forhold til børnene, de unge, familierne, de handicappede, de ældre med videre, Derimod var den spækket med diverse mere overordnede meldinger om innovation, best practice, privatisering og diverse kontrol- og målesystemer. Derfor er det nok heller ikke specielt underligt, hvis de dagplejere, pædagoger, lærere, sundhedsplejersker, omsorgsassistenter, socialrådgivere og psykologer, som står for den daglige kvalitet i den offentlige serviceproduktion, i dag ofte må melde pas, når du spørger dem, hvad den der kvalitetsreform, som dybest beskæftiger sig med rammerne for deres daglige arbejde om 5-10 år, egentlig kunne bruges til i forhold til konkretisering af kvaliteten i forhold til daglig praksis. Dertil var reformens praksisrelaterede indfaldsvinkler til den egentlige kvalitet i mødet mellem de professionelle og børnene, de unge, familierne, de ældre med videre ganske enkelt for uinspirerende. Det betyder naturligvis ikke, at man for eksempel som kommunaldirektør ikke har været opmærksom på de underforståede signaler i den såkaldte kvalitetsreform. Men man har, af gode grunde, nok samtidigt erkendt, at kvalitetsreformens overordnede politiske tendenser ikke umiddelbart var udformet til at have nogen synderlig inspirerende gang på jorden som et direkte og befordrende link til den konkrete dagligdag, som ledere og personale i dagplejen, daginstitutionerne, skolerne, ældreomsorgen løbende forholder sig til.

Er det nu så væsentligt at beskæftige sig med den der kvalitetsreform?

Ja, det er væsentligt i den forstand, at en profileret politisk udmelding om et helt afgørende samfundsmæssigt omdrejningspunkt, hvilket kvaliteten i den kommunale serviceproduktion jo vitterligt er, ikke for alvor synes at hænge befordrende sammen med den oplevelse af daglig realitet, som ledere og fagpersoner har som deres naturlige udgangspunkt for at tænke kvalitet. Det betyder, at de udførende led af ledere og fagpersoner, som er de egentlige nøglepersoner, når det gælder realisering af kvaliteten i forhold til børnene, de unge, familierne, de handicappede, de ældre osv, ikke oplever et naturligt ejerskab til kvalitetsreformen.


Derfor er den egentlige udfordring måske først og fremmest, at de kommende års socialpolitiske profil netop kommer til at afspejle, at der er blevet arbejdet tilstrækkeligt grundigt med at etablere et grundlag for prioritering af fremtidens kommunale serviceproduktion, som i tilstrækkelig grad også involverer de helt praksisnære faglige, medmenneskelige og metodiske kvalitetsparametre, som er en afgørende væsentlig forudsætning for succes i det daglige arbejde med børnene, de unge, familierne, de handicappede, de ældre med videre.