'Månedens refleksion' er en lille månedlig skrivelse, som debatterer et aktuelt emne.

Vælg år til venstre og måned herunder.

 
2012 - 02


Livserfaret viden, praksiserfaret viden, evidensbaseret viden og relevansorienteret viden.




Mere viden? Jo tak, men hvilken slags viden er der egentlig brug for, når vi skal udvikle det daglige arbejde med børnene, de unge, familierne, de psykisk syge, misbrugerne, de gamle og andre af de målgrupper, som den stadigt mere trængte offentlige sektor retter sig mod?

Lad os starte med begyndelsen. Det vil sige den viden, som det enkelte menneske - barnet, den unge, den gamle og så videre - har om sig selv og sit liv. Inden vi overhovedet begynder at snakke om professionelle metoder, er vi selvfølgelig nødt til at vide, hvad det er for en livsrealitet, som metoderne skal rette sig mod. Og hvem er egentlig bedre til at formidle denne livsrealitet end det menneske, der befinder sig i den? Hvis vi for eksempel vil kende eller anerkende den sårbarhed, som det enkelte barn på grund af sine konkrete livsomstændigheder befinder sig i, må vi altså forsøge at nå ind til kernen af denne sårbarhed. Det forudsætter, at vi er i stand til, og har det faglige mod til, at se og høre barnet - sådan for alvor.

Man kan også sige det sådan, at den egentlige grundviden i forhold til udvikling af det sociale og pædagogiske arbejde, i høj grad hænger sammen med en tilstrækkelig indsigt i den livsrealitet, som arbejdet retter sig mod. Og at en sådan indsigt vanskeligt kan etableres uafhængigt af det menneske, som befinder sig i den konkrete livsrealitet.

Assistentræneren for det danske fodboldslandshold, Peter Bonde, bruger oceaner af tid på at se videooptagelser af spillerne på de hold, som det danske landshold skal spille mod. Det handler i bund og grund ligeledes om at kende den realitet, som de danske landsholdsspillere skal forholde sig til, så godt som overhovedet muligt. På den måde ligner nogle af grundvilkårene for succes i fodbold og socialt arbejde hinanden.

Næste led i videnskæden handler om den meget betydelige praksiserfarede viden, som fagpersoner og ledere ude i praksisfeltet hver eneste dag får ud af at mødes med børnene, de unge, de gamle og så videre. I forhold til socialt og pædagogisk arbejde taler vi her om den faglige og ledelsesmæssige grundviden, som i realiteten udgør den væsentligste samlede professionelle vidensressource i forhold til det daglige og konkrete arbejde med andre mennesker.

Udfordringen i forhold til denne massive vidensressource er først og fremmest at få den koordineret og formidlet mere sammenhængende. Ofte forbliver værdifuld viden siddende i baghovedet på fagpersoner og ledere. Af flere grunde. Dels er der måske ikke udviklet tilstrækkeligt attraktive og overskuelige feedbacksystemer, som kan opsamle, koordinere og formidle den praksiserfarede viden, som dagligt akkumuleres af fagpersoner og ledere i praksisfeltet. Og dels er der i virkeligheden ikke nogen særlig udbredt tradition for at transformere de uanede vidensressourcer, som den praksiserfarede viden indebærer, til mere overordnede udviklingsstrategier. Derfor tales der også ofte om den såkaldt ”tavse viden”. Det vil sige bunker af praksiserfaret viden, som aldrig bliver koordineret og formidlet, selvom det i realiteten er de professionelle systemers reelle faglige grundviden, vi taler om.

I de senere år er en ny vidensform blevet en del af det samlede vidensbillede i tilknytning til socialt og pædagogisk arbejde. Det er den såkaldt evidensbaserede viden, som handler om, at man lægger den aktuelt tilgængelige forskning til grund for udvikling af det sociale og pædagogiske arbejde. For eksempel i form af standardiserede programmer som MST eller De Utrolige År m.v.

Udgangspunktet er, at man ønsker at tage udgangspunkt i metoder, der har vist sig at have en eller anden form for dokumenteret effekt i forhold til i hvert fald en del af til målgruppen.

I en tid hvor den offentlige serviceproduktion er mere presset end længe, er der et naturligt fokus på, hvad det er, der virker, og hvad det er, der ikke virker. Udfordringen er blandt andet, at den metodiske horisont rækker langt ud over den forhåndenværende evidensbaserede viden. Og at selv de mest evidensbaserede metoder skal realiseres. Og når de bliver realiseret af forskellige fagpersoner og ledere vil fremstå nuanceret og forskelligt set med modtagerens øjne.

Den evidensbaserede viden er først og fremmest et supplement til den meget betydelige praksiserfarede grundviden, som i enhver dansk kommune løbende udvikles med udgangspunkt i virkelighedens møder mellem professionelle og de mennesker, de bliver betalt for at komme i møde.

En sidste vidensdimension skal afslutningsvis omtales. Lad os kalde den for relevansorienteret viden. Det vil sige den viden, som de fagpersoner og ledere, der dagligt står med det faglige og ledelsesmæssige ansvar i forhold børnene, de unge, familierne, de gamle og så videre, selv oplever, at der er mest brug for at få tilført, hvis de faglige og medmenneskelig mål med arbejdet skal kunne indfries.

Når jeg sidder og interviewer ledere og fagpersoner bliver jeg gang på gang opstemt over at høre, hvor dybt deres refleksioner om udviklingen af det daglige arbejde egentlig rækker. Udfordringen er - igen – at få koordineret og formidlet de ofte betydningsfulde og vigtige refleksioner mere sammenhængende. Sådan at udviklingsgrundlaget for det daglige sociale og pædagogiske arbejde i højere grad kan blive funderet i et mere udtalt vidensmæssigt ejerskab hos de ledere og fagpersoner, som, når det kommer til stykket, er helt afgørende for, at børnene, de unge, de gamle og så videre får de ydelser, som deres livsrealitet betyder, at de har brug for.