'Månedens refleksion' er en lille månedlig skrivelse, som debatterer et aktuelt emne.

Vælg år til venstre og måned herunder.

 
2012 - 03


Rummelighed - forudsætningen er et sammenhængende helhedssyn på barnets realitet



Undervisningsminister Christine Antorini har netop fremlagt et nyt lovforslag for specialundervisning. Baggrunden er, at specialundervisningen hvert år koster ca. 13 milliarder kroner. Udgangspunktet er, at elever fremover kun skal have specialundervisning, hvis de har et behov herfor, der er højere end ni timer ugentligt. Lovforslaget har i realiteten været forventet i et stykke tid, og kommer forud for det udspil til reform af folkeskolen, som regeringen forventes at fremlægge i løbet af efteråret.

For små tyve år siden begyndte man for alvor at tale om en mere rummelig folkeskole. Udgangspunktet var også dengang, at tendensen til stadigt stigende udgifter til specialundervisning vakte bekymring. Man begyndte rent faktisk at tale om, at konsekvensen af den stadigt stigende frekvens af elever, der skulle have specialundervisning i en eller anden grad, i realiteten kunne blive, at det om 15-20 år ville være det specielle, der ville være det normale.

I nogle kommuner diskuterede man allerede dengang, om man på en eller anden måde kunne honorere de daginstitutioner og skoler, som var bedst og hurtigst til at rummeliggøre sig. Altså udvikle nogle parametre eller indikatorer, som betød, at man rent faktisk kunne måle graden af, og viljen til, rummeliggørelse på den enkelte skole og i den enkelte daginstitution. Udgangspunktet var blandt andet, at polariseringen mellem de daginstitutioner og skoler, der virkelig rummeliggjorde sig, og de skoler og daginstitutioner, der måske næsten gjorde det modsatte, risikerede at blive større og større, hvis man ikke fra forvaltningernes side greb det rigtigt an. Derfor tanken om nogle mere konkrete eller håndfaste motivationsfaktorer.

Tanken blev imidlertid opgivet, fordi den var forbundet med diverse udfordringer. Herunder, at ikke mindst skolerne blev betragtet som meget selvforvaltende enheder.

Bag det forøgede fokus på, hvordan man kunne skabe en mere rummelig daginstitution eller skole, lå i realiteten først og fremmest et ønske om at skabe mere helhed og sammenhæng i den måde, som for eksempel pædagoger og lærere tænkte deres arbejde med børnene på. Ønsket var således ikke mindst, at de specielle eller særlige indsatser over for børn og unge med konkrete behov i højere grad skulle integreres i og koordineres med de generelle aktiviteter i normalsystemet. En af forudsætningerne for at realisere en sådan helhed og sammenhæng var, at man for eksempel som lærer skulle opleve det som lige så naturligt at være opmærksom på elevernes sociale og relationelle trivsel som på, hvordan de klarede sig i matematik eller engelsk. Filosofien var, at hvis en tidlig indsats for alvor skulle kunne lykkes, var en mere helhedspræget og sammenhængende vurdering af det enkelte barn en af de væsentligste forudsætninger. Og at det samtidigt var vigtigt at sikre sig forældreopbakning til en sådan mere helhedspræget strategi.

Der blev med andre ord allerede for tyve år siden tænkt både meget konkret og målrettet i forhold til, hvordan der kunne bremses op for den tilsyneladende uendelige stigning i antallet af børn og unge med behov for specielle tilbud.

Det er som bekendt ikke lykkedes at vende udviklingen. Men det betyder naturligvis ikke, at de overvejelser, man gjorde sig for tyve år siden, er uaktuelle i dag. I realiteten er det utvivlsomt rigtigt, at der er brug for at se den realitet, som børnene og de unge befinder sig i, ud fra et helhedspræget og sammenhængende perspektiv, som både indbefatter den sociale og relationelle trivsel og den mere indlæringsorienterede realitet. En betydelig del af de indsatser, som der skal sættes ind med, skal kunne integrere og koordinere disse indfaldsvinkler, hvis de for alvor skal lykkes. Fordi børnenes og de unges daglige realitet netop handler om, at de skal trives socialt og relationelt for at kunne tage konkret læring til sig på den mest hensigtsmæssige måde.

Rummeliggørelse eller inklusion er dermed først og fremmest et spørgsmål om at samtænke de væsentligste elementer i barnets eller den unges konkrete livssituation på en måde, så den indsats, der iværksættes, forholder sig tilstrækkeligt realistisk og dermed også helhedspræget til den hele livsrealitet, som de konkrete børn og unge rent faktisk befinder sig i.