'Månedens refleksion' er en lille månedlig skrivelse, som debatterer et aktuelt emne.

Vælg år til venstre og måned herunder.

 
2012 - 04


Uddannelsesdilemmaerne i forhold til arbejdet med (udsatte) børn og unge



De vigtigste voksne i ethvert barns liv er deres forældre. I hvert fald i udgangspunktet. Forældre er som bekendt forskellige, også når det gælder uddannelse og social status. Samtidigt er det ydermere sådan, at selv forældre med samme uddannelse og sociale status er vidt forskellige, når det gælder om at varetage rollen som forældre. Der er således både gode og mindre gode forældre indenfor alle kategorier af forældre, hvad enten vi snakker om politikere, psykologer, kontanthjælpsmodtagere, tømrere, lærere, forskere, slagtere eller økonomer m.v.

Det er med andre ord ikke sådan, at man, fordi man har en bestemt uddannelsesmæssig baggrund, samtidigt automatisk er god til at varetage forældrerollen. I den sammenhæng er uddannelse altså ikke noget særligt håndfast parameter for, hvordan man som voksen agerer eller opfører sig over for sine børn. Således giver man i daginstitutionerne ikke sjældent udtryk for, at en af de reelle udfordringer i forhold til forældresamarbejde er at få nogle af de veluddannede forældre med upåklagelig social status til at indse eller bare reflektere over, at de ikke varetager forældrerollen specielt optimalt.

Nogle børn og unge er så udsatte, at de i perioder af deres liv får nogle andre voksne end deres forældre som de nærmeste voksne i det daglige. Det betyder ikke, at de ikke stadig betragter deres egne forældre som de vigtigste voksne i deres liv, for det gør langt de fleste af dem. Men det betyder, at nogle andre voksne bliver de vigtigste voksne i forhold til en række konkrete situationer og sammenhænge i hverdagen.

Spørgsmålet er så, om man i den sammenhæng kan fastslå, at uddannelse er forudsætningen for, at de voksne, som nu skal tage over fra forældrene, er tilstrækkeligt klædt på til det. Ikke bare fagligt, men også medmenneskeligt.

Men også i den sammenhæng viser dilemmaerne sig hurtigt. For ikke bare er der betydelig forskel på, hvordan uddannede pædagoger, lærere, psykologer og socialrådgivere rent faktisk forholder sig konkret til arbejdet med udsatte børn og unge, når det kommer til daglig praksis. Der er gode og mindre gode ledere og fagpersoner indenfor alle dele af arbejdet med udsatte børn og unge. Også selvom de har samme uddannelse og selvom de bruger sammenlignelige metoder. Bare spørg børnene og de unge.

Samtidigt er signalet fra politisk side, at man netop satser på ikke-uddannede voksne i et betydeligt omfang, når børn skal anbringes udenfor hjemmet. Med Barnets Reform er der for eksempel lagt vægt på at styrke anbringelser i familiepleje, herunder slægts- og netværksfamiliepleje. Af kursusmaterialet til plejefamilierne fremgår det, at ikke alle plejefamilier nødvendigvis skal være eksperter i socialfaglige eller specialpædagogiske metoder. Det, som plejefamilierne først og fremmest skal have evnen til, er derimod at udvikle tillidsrelationer til barnet og, som det hedder, ”arbejde med, hvilke fremgangsmåder der giver mening i barnets og familiens hverdag.” En ganske rummelig fremstilling af kvalifikationsgrundlaget, kan man vist roligt sige.

For nylig bragte Politiken resultatet af en undersøgelse foretaget af Politiken Research, der viste, at 45 procent af de ansatte på de socialpædagogiske opholdssteder ikke har nogen pædagogisk uddannelse. Og at de dermed rent uddannelsesmæssigt kan sammenlignes med en betydelig del af plejefamilierne. Det får blandt andet SL til at tilkendegive, at det er ufatteligt, at kommunerne ikke tager fagligheden seriøst, når de godkender opholdssteder uden at skele til antallet af uddannede pædagoger på stedet. Socialminister Karen Hækkerup giver udtryk for, at der i hendes optik skal være ”klare pædagogiske kompetencer til stede blandt personalet”, og at der på den baggrund er behov for at se på kompetencerne på opholdsstederne i det hele taget. Så mens man fra politisk hold på den ene side vil styrke et anbringelsesområde, hvor der ikke nødvendigvis skal stilles de helt forkromede krav til fagligheden i gængs forstand, vil man skærpe de faglige krav til et andet anbringelsesområde.

Dilemmaerne er til at få øje på.

Tilbage står, at de børn og unge, som det hele først og sidst handler om, kan være heldige at blive anbragt rigtigt fra starten af. Hvadenten det er i en plejefamilie, på et opholdssted eller på en døgninstitution. Men at de også kan være uheldige og blive anbragt i en plejefamilie, på et opholdssted eller på en døgninstitution, hvor de voksne, uanset formel uddannelsesbaggrund bare ikke fatter en dart af, hvad det pågældende barn eller den pågældende unge dybest set har brug for.

Det samme gælder i øvrigt i forhold til dagpleje, vuggestuer, daginstitutioner og skoler. Så det er ikke kun de udsatte børn og unge, som dagligt udsættes for den forskellighed, som kendetegner de voksne, som dagligt møder børnene og de unge i dagens Danmark. Hvadenten de har den ene eller den anden uddannelse, eller slet ingen uddannelse har.