'Månedens refleksion' er en lille månedlig skrivelse, som debatterer et aktuelt emne.

Vælg år til venstre og måned herunder.

 
2012 - 05


Tilsyn med børn og unges realitet





Spørgsmål: Er der for mange børn, der har det gudsjammerligt dårligt?

Svar: Ja, det er der.

Spørgsmål: Vil en kompetent voksen kunne se og høre, hvis et barn har det gudsjammerligt dårligt?

Svar: Ja, det vil en kompetent voksen kunne se og høre.

Spørgsmål: Hvorfor kommer der så til stadighed nye historier om børn, der har haft det gudsjammerligt dårligt i alt for lang tid?

Svar: Det er et rigtigt godt spørgsmål!

Forestillingen om, at de voksne, der bliver betalt for at tage sig af børn og unge, der har brug for at blive betragtet og behandlet som de værdifulde og unikke mennesker, som de i realiteten er, automatisk repræsenterer de nødvendige faglige og, ikke mindst, menneskelige kvaliteter, som børnene i den grad har brug for, har altid været en sandhed med betydelige modifikationer.

Der er bestemt ganske mange kompetente voksne, der både har modet, fagligheden og de nødvendige menneskelige egenskaber til , sådan for alvor, at tage udgangspunkt i børnenes realitet. Men der er også ikke så helt få voksne, som børnene ikke selv oplever, at de kan profitere voldsomt meget af at være sammen med. Og så er der de voksne, som i realiteten burde være anbragt langt uden for børns rækkevidde. Sådan har det desværre altid været, og sådan vil det, gud bedre det, formentlig også være i en overskuelig fremtid.

Det er fint, at vi får de nødvendige diskussioner om, hvordan man kan få et mere realistisk og livsnært tilsyn med de børn og unge, der er anbragt uden for eget hjem. Et tilsyn, som først og fremmest bør tage udgangspunkt i børnenes konkrete realitet, deres tanker og følelser, og ikke i alt muligt andet. Det handler om at turde og ville se børnenes konkrete realitet i øjnene, og det handler om at turde og ville bruge sin viden til at dagsordenssætte børnenes behov for et ordentligt liv i lige så høj grad, som man dagsordenssætter sit eget behov for et ordentligt liv.

Det er også fint, at vi diskuterer organiseringen af tilsynet. Det er ganske enkelt ikke godt nok, når kommuner sidder underretninger om væsentlige faresignaler i forhold til et barns liv overhørigt. Man skal bare gøre sig klart, at organiseringen af tilsynet ikke i sig selv behøver at være en fuldgyldig garanti for, at børn ikke svigtes af de voksne. Også da vi havde amterne, var der eksempler på anbringelsessteder, hvor børn over længere tid var udsat for overgreb på trods af tilsynet fra amtet. Og hvor det, i hvert fald tilsyneladende, kom fuldstændigt bag på de ansvarlige tilsynsførende, når det kom frem i lyset. Derfor er det måske heller ikke i første omgang så meget formen eller strukturen, men derimod de konkrete faglige forudsætninger for, og holdningsmæssige indfaldsvinkler til, et mere modigt og reelt tilsyn, som der bør satses på at få tydeliggjort én gang for alle.

Spørgsmål: Kan det overhovedet lade sig gøre?

Svar: Det kan det sagtens.

Spørgsmål: Hvorfor er det så ikke blevet gjort for længst?

Svar: Det er et rigtigt godt spørgsmål!