'Månedens refleksion' er en lille månedlig skrivelse, som debatterer et aktuelt emne.

Vælg år til venstre og måned herunder.

 
2012 - 06


Fremtidens offentlige velfærdsproduktion - tre nøgleværdier.



.
1. Forskellighed.

Mange mennesker bruger et helt liv på at tænke over, om Beethoven, Bach, Mozart, Haydn, Vivaldi, Schubert , Wagner, Sibelius eller en helt anden er den største eller bedste klassiske komponist. Andre diskuterer, om det er The Beatles, The Kinks, The Rolling Stones, The Doors, The Beach Boys, The Who, Procul Harum, Moby Grape eller en helt fjerde gruppe, der var det bedste band, der opstod med udgangspunkt i 60`ernes bølge af kreativ mangfoldighed på den musikalske front. Eller om det er Lester Young, Coleman Hawkins, Charlie Parker, Ben Webster, Dexter Gordon eller en helt sjette, der er den bedste tenorsaxofonist.

Svaret er selvfølgelig, at det ville have været rigtigt træls, hvis den forskellighed, som de mangfoldige komponister, grupper og bands repræsenterer, ikke var kommet til udtryk. Forestil dig for eksempel, at man i sin tid havde besluttet, at Bach`s måde at komponere på en gang for alle skulle betragtes som institutionaliseret best practice for samtlige øvrige klassiske komponister. Tanken virker i realiteten absurd, selvom det meste af Bach`s musik er fortryllende god. Men det samme er meget af den musik, som Beethoven, Mozart, Haydn, Vivaldi, Schubert, Chopin, Sibelius, Nielsen, Verdi, Palestrina, Elgar, Wagner, Puccini og mange, mange andre klassiske komponister udviklede. Ligesom de forskellige bands, solister og orkestre indenfor beat- og jazzmusikken hver på sin særlige måde har givet os muligheden for at profitere af netop forskelligheden, så vi kan vælge og kombinere musik, der passer til stemningen eller situationen.

Forskelligheden har iøjnefaldende mange dimensioner. Ikke bare er Bach`s musik tydeligvis forskel-lig fra alle de mange andre klassiske komponisters. Lytter man til de værker, som Bach selv komponerede, finder man lynhurtigt ud af, at alle disse mange værker også er indbyrdes forskellige. Hvert eneste værk har sit eget helt unikke udtryk. Alene Bach`s musikalske univers har en mangfoldighed i udtryk og nuancer, som giver et nærmest overvældende indtryk af, hvordan forskelligheden kan manifestere sig konkret i stadigt nye perspektiver. Og for at det ikke skal være løgn, er det yderligere sådan, at også hvert enkelt værk af Bach, eller en hvilkensomhelst anden komponist eller sangskriver, kan lyde højst forskelligt, afhængigt af hvem det er, der spiller eller synger det. Forskelligheden spænder med andre ord over et meget betydeligt mulighedsfelt eller vækstlag, som man i realiteten aldrig bliver færdig med at plukke fra.

Man kunne forestille sig, at al den musikalske mangfoldighed gjorde folk forvirrede eller handlings-lammede og ude af stand til at vælge. At det ville være betydeligt enklere og mere overskueligt, hvis der kun var et langt mere begrænset udbud at vælge mellem. Men det forholder sig i realiteten snarere omvendt. At man faktisk til stadighed bliver begejstret, når man opdager nye sider af det musikalske univers, som man ikke tidligere har været opmærksom på. Pludselig har man fået endnu flere kombinationsmuligheder, når man skal tilrettelægge et par gode timer foran højtalerne.

Også når det gælder udviklingen af fremtidens offentlige serviceproduktion, spiller forskelligheden på mange måder en helt afgørende rolle. For eksempel er målgrupperne for den offentlige service-produktion helt overordnet vidt forskellige. Derfor er ydelser og indsatser tilsvarende forskellige, afhængigt af om de retter sig mod børn og unge, mod familier, mod gamle, mod psykisk syge, mod fysisk syge, mod arbejdsløse osv. I forhold til hver enkelt målgruppe er der desuden forskellige kategorier af ydelser og derfor også forskellige faggrupper, der arbejder med udgangspunkt i forskellige opgaver, og som følge heraf også med udgangspunkt i forskellige faglige metoder. Samtidigt er de mennesker indenfor hver af målgrupperne, som de givne ydelser retter sig mod i sig selv forskellige. Ligesom de kommuner, som ydelserne produceres i, er forskellige i forhold til en lang række parametre. For eksempel når det gælder størrelse, befolkningssammensætning, skattegrundlag og økonomi. Eller når det gælder den interne struktur og organisering. Også måden, den offentlige serviceproduktion tilrettelægges og realiseres på i praksis, varierer typisk på en lang række punkter fra kommune til kommune. Forskelligheden er med andre ord et fundamentalt dagligt grundvilkår, når det gælder udvikling og realisering af den offentlige velfærdsproduktion, og der indhøstes i stort set alle dele af den offentlige sektor dagligt bunker af praksiserfaret viden om de muligheder og udfordringer, som er forbundet med at skulle håndtere forskelligheden i praksis. Der er tale om en unik videnskapital, som utvivlsomt udgør det offentlige velfærdssystems mest betydningsfulde og konkrete faglige ressource og vækstlag. Sæt en uge af til at komme under huden på den viden, de konkrete erfaringer og de reflekterede visioner, som dagplejere, pædagoger, lærere, socialrådgivere, psykologer, ssp-konsulenter m.v. og deres daglige ledere i bare en enkelt kommune kan formidle, hvis der er nogle der lytter sådan for alvor, og du vil vide, hvad jeg mener.

Det siger sig selv, at det ikke vil være særligt intelligent at se bort fra de indlysende muligheder for fortsat udvikling og kvalificering af den offentlige velfærdsproduktion , som en faglig videnskapital af de dimensioner, som vi her taler om, repræsenterer. Der er tilmed tale om en videnskapital, som ligger lige for hånden. Dagplejerne, pædagogerne, lærerne, socialrådgiverne, psykologerne, ssp-konsulenterne og deres daglige ledere arbejder lige henne om hjørnet. Du kan altså aktivere den konkrete videnskapital uden det helt store logistiske set up. Fagpersonerne er der, deres ledere er der, deres praksiserfarede viden og reflekterede visioner er der. De venter sådan set bare på at blive brugt. Hvor svært kan det være?

Sværere end som så åbenbart. I de seneste 15 år er der i hvert fald i stadigt stigende grad blevet skabt politisk opmærksomhed omkring begrebet best practice. Forestillingen om, at man med fordel kan se bort fra eller forsøge at eliminere forskelligheden, og i stedet ensrette eller standardisere den offentlige velfærdsproduktion med udgangspunkt politisk besluttede koncepter og metoder. Er denne best practice så tilmed mere eller mindre evidensbaseret, er der ikke et øje tørt.

Det er naturligvis indlysende at være opmærksom på metoder, organisationsformer, økonomi-styringsmodeller osv, som synes at virke specielt positivt i en given sammenhæng. Ligesom det både er indlysende og vigtigt, at man på tværs af kommunerne kan - og bør - inspirere hinanden med den viden og de konkrete erfaringer, som netop på grund af kommunernes forskellighed udgør en reel inspirationsfaktor. At kommunerne lader sig inspirere af forskningen i relation til de forskellige kommunale opgavefelter er ligeledes naturligt . Jo mere kvalificeret inspi-ration, jo bedre.

Specielt i forhold til forestillingen om best practice som svaret på, hvordan vi mest hensigtsmæssigt vil kunne udvikle den offentlige serviceproduktion for fremtiden, kan det imidlertid være relevant at være opmærksom på to ikke helt ligegyldige forhold.

For det første er det vigtigt at gøre sig klart, at enhver form for best practice, selv i sin mest forfinede form, ikke er forudsætningsløs.

Netop nu er der EM i fodbold. Gennem tiderne har forskellige lande vundet den eftertragtede pokal. Det vindende hold har hver gang praktiseret et bestemt spilkoncept. Efterfølgende har mange uvilkårligt tænkt, at netop det spilkoncept derfor måtte være ensbetydende med en efterlignelsesværdig best practice. Men ved næste EM vinder et land med et helt andet spilkoncept, mens de foregående vindere, der har holdt fast ved det spilkoncept, der gjorde dem til europamestre for fire år siden, bliver slået ud i den indledende runde. Straks er der mange, der begynder at anse de nye europamestres spilkoncept som et udtryk for den nye og mest efterlignelsesværdige best practice i forhold til spilkoncepter. Men fire år senere osv, osv.

Hvad handler det om? Det handler om, at best practice, også når det gælder fodbold, netop ikke er forudsætningsløs. De spillere, du har til rådighed til en bestemt slutrunde , har du ikke nødvendigvis til rådighed fire år senere. Og hvis du har, er nogle af dem måske ikke længere så gode, som de var for fire år siden. Den indbyrdes spilforståelse, som var så vigtig for spillerne på det hold, der blev europamestre for fire år siden, er på grund af fem-seks udskiftninger på holdet, herunder på nogle af de såkaldt centrale pladser, heller ikke længere til stede på samme måde. Træneren, der var helt på linie med holdet for fire år siden, er ikke længere helt på bølgelængde med samtlige spillere, og tror i virkeligheden heller ikke helt så meget på spilkonceptet længere. Blandt andet fordi det blev til to uventede nederlag i puljespillet forud for EM. Så der er med andre ord nogle væsentlige forudsætninger, der har ændret sig på de fire år, der er gået, siden holdet blev hyldet som europamestre, og alle talte om, at dette her var måden fodbold skulle spilles på, hvis man ville være europamester. Det bedste af det bedste ganske enkelt.

Sådan så det måske også ud for fire år siden. Men hvis landstræneren for de tidligere europamestre skulle have ført holdet til en ny triumf, skulle han i realiteten have ændret spilkonceptet for holdet, fordi forudsætningerne for netop det spilkoncept ganske enkelt ikke længere var til stede. Men det er ikke nødvendigvis enkelt at ændre på et spilkoncept, når man som træner først har besluttet sig for, at det er det bedste, og netop det spilkoncept i øvrigt har gjort holdet til europamester fire år tidligere. Derfor begynder ledende kræfter i fodboldforbundet også at snakke om, at det måske er på tide med fornyelse. Konsekvensen: Ny træner, nyt koncept. Fire år senere kommer holdet i semifinalen.

For det andet vil det altid være sådan, at selv det, der i hvert fald for nogle umiddelbart kan virke som den mest ideelle form for best practice, altid kun vil repræsentere en del af sandheden om det aktuelt opnåelige i en given sammenhæng. Best practice praktiseret som standardiseret totalløsning er ensbetydende med et fravalg af andre, ikke sjældent bedre muligheder for at opnå et ønsket resultat. Det kan handle om helt andre metoder, det kan handle om kombinationen af forskellige metoder, herunder for eksempel den konkrete best practice, eller det kan handle om primært at anvende den konkrete best practice målrettet i lige præcist de sammenhænge og overfor lige præcist den del af en målgruppe, hvor de fagpersoner, der har den reelle viden om målgruppen og dens forskellige livsrealiteter , vurderer, at det giver mening.

Ensretning og standardisering har sine omkostninger. Dels reducerer det helt logisk det faglige og metodiske vækstlag i en organisation. Jo mere faglig standardisering og ensretning, jo færre udgangspunkter for at forholde sig fagligt nuanceret til en nuanceret virkelighed. Det siger sig selv. Der er stor forskel på , om man vælger at vidensopbygge og udvikle med udgangspunkt i den viden, de erfaringer og de indsigter, som organisationens egne ledere og fagpersoner rent faktisk repræsenterer, eller om man importerer sin primære viden i form af standardiserede koncepter ude fra. Dvs. uafhængigt af sin egen videnskapital.

Også komponister, sangskrivere, fodboldtrænere osv. ”stjæler” eller låner fra andre komponister, sangskrivere eller fodboldtrænere. Men musik og fodbold ville i løbet af meget kort tid blive aldeles uinteressant og uinspirerende, både for de udøvende musikere og fodboldspillere, og for os, der lyttter til musik og ser fodbold, hvis det førte til, at musikken lød ens, eller at fodbold altid skulle spilles på samme måde. Musikken og fodbolden ville heller ikke sælge længere. Der er jo ingen grund til at købe nye cd`er, hvis de lyder akkurat ligesom de forrige cd`er, du købte. Eller at se fodboldkampe, der stort set udspiller sig på samme måde, som de fodboldkampe du så i forrige weekend. Det vækstlag og det innovative potentiale, som er et af forskellighedens rigtigt stærke kort, spiller du altså af hænde, hvis du vælger at forskanse dig mod forskelligheden.

Det kan måske være vigtigt at gøre sig klart, at forskelligheden ikke er en abstraktion. Den er konkret, og manifesterer sig dagligt i en lang række sammenhænge overalt i den offentlige velfærdsproduktion. At forskelligheden er konkret, betyder dels, at den har konsekvenser. Og dels, at disse konsekvenser kan synliggøres og perspektiveres. Både når det handler om de positive og de mindre positive konsekvenser af forskelligheden. På den måde repræsenterer forskelligheden i allerhøjste grad et potent og praksisnært udgangspunkt for at blive klogere på, hvad det er, der fungerer og hvorfor. Og hvad det omvendt er, der ikke fungerer og hvorfor.

For eksempel viser forskellene på ledere eller fagpersoner sig helt naturligt i den måde, de varetager de konkrete opgaver på. I den måde, de vurderer muligheder og udfordringer i relation til de forskellige opgaver på. I den måde, de formidler deres erfaringer og viden på. Eller i den måde, de samarbejder på. Det er ikke sikkert, at forskellene altid bliver dagsordenssat befordrende og fremadrettet i det fælles. Det kan der være mange grunde til. Det kan for eksempel handle om kollegial blufærdighed, om lederens eller ledelsens manglende evne eller mod til at perspektivere forskellighedens konsekvenser på en måde, så de bliver tydelige for enhver, Eller det kan handle om, at man i den pågældende institution eller forvaltning ganske enkelt ikke er tilstrækkeligt opmærksom på de muligheder, der ligger i at bruge forskelligheden og dens konsekvenser til at blive klogere på den fælles realitet, både i et aktuelt og i et mere fremadrettet perspektiv.

Forudsætningen for at høste frugterne af forskelligheden, er først og fremmest, at man forholder sig til den. At man ser den i øjnene og bruger den.

Det, mere end noget andet, er udfordringen, når det handler om forskelligheden.


2. Faglighed.

Det mest betydningsfulde led i den offentlige velfærdsproduktion er udenfor enhver tvivl de fagpersoner og ledere, der i det daglige arbejder konkret med børnene, de unge, familierne, de arbejdsløse, de psykisk syge, de fysisk syge, de gamle og så videre. Hvis de ikke var der, ville den offentlige velfærdsproduktion - og den dybere mening med den - være kortsluttet på no time.

Det er også helt overvejende alle de mange praksisrelaterede fagpersoner og ledere, der tegner det egentlige billede af det offentlige velfærdssystem udaftil. Ganske enkelt fordi det er dem, som børnene, de unge, familierne, de gamle m.v. kommer i kontakt med. Konsekvenserne af denne kontakt er samtidigt fortællingen om, hvordan den offentlige velfærdsproduktion i praksis fungerer i forhold til den menneskelige og sociale virkelighed, som den retter sig mod.

Det offentlige velfærdssystems egentlige legitimitet beror derfor først og fremmest på, hvorvidt de fagpersoner og ledere, der i det daglige arbejder konkret med børnene, de unge, familierne, de gamle og så videre, rent faktisk er i stand til at påtage sig og matche de konkrete opgaver og udfordringer, som arbejdet er ensbetydende med. Er det ikke tilfældet, mister velfærdsproduktionen ganske enkelt sin egentlige berettigelse. Hvis velfærdssystemets konkrete indsatser og ydelser er afgørende ude af trit med den realitet, som børnene, de unge, familierne, de gamle m.v. rent faktisk befinder sig i, bliver velfærdsproduktionen i bedste fald et postulat. Af den simple grund, at effekten med stor sandsynlighed vil være begrænset eller helt fraværende, også på længere sigt. Konsekvensen vil være stadigt mere desillusionerede og demotiverede ledere og fagpersoner ude i praksisfeltet. Børnene, de unge, familierne, de psykisk syge, de arbejdsløse, de gamle osv. vil samtidigt få sværere og sværere ved at få øje på meningen med et offentligt velfærdssystem, der ikke forbinder sig med den konkrete livsrealitet, som de selv oplever, at de befinder sig i. Og hvad er det så lige, man plejer at gøre, når tingene mere vedvarende ikke fungerer. Man begynder ganske enkelt at se sig om efter en erstatning for dem. Problemet er imidlertid, at der for mange af børnene, de unge, familierne osv. ikke findes nogen umiddelbar erstatning for et velfungerende offentligt velfærdssystem, ligegyldigt hvor meget de kigger i alle mulige retninger.

Derfor siger det også nærmest sig selv, at det offentlige velfærdssystems væsentligste og mest betydningsfulde ressource er den sum af faglig viden og kunnen hos de praksisrelaterede ledere og fagpersoner, som i praksis skal gøre det muligte for det offentlige velfærdssystem at forholde sig kvalificeret til den virkelighed og de livsrealiteter, som børnene, de unge, familierne, de arbejdsløse, de psykisk syge, de gamle osv. rent faktisk befinder sig i.

Og det er her, optimismen i forhold til udviklingen af fremtidens offentlige velfærdssystem med god grund begynder at melde sig.

For i realiteten er der nærmest ufattelige bunker af praksiserfaret viden og praksisrelateret kunnen i de danske kommuner. Det er nemlig ikke sådan, at samtlige dagplejere, pædagoger, lærere, sundhedsplejersker, socialrådgiver, psykologer osv. forholder sig totalt ureflekteret og uopmærksomt til den virkelighed, de dagligt er ude i. Tværtimod udvikles der hver eneste dag ny viden og nye erfaringer om de faglige muligheder og udfordringer, som det konkrete praksisrelaterede arbejde er ensbetydende med. Herunder også om den livsrealitet, som børnene, de unge, familierne, de gamle rent faktisk befinder sig i. Denne meget omfattende og virkelighedsrelaterede viden om såvel velfærdsproduktionen og om de mennesker, den retter sig mod, udgør det offentlige velfærds-systems egentlige faglige videnskapital.

Derfor er et af de mest centrale spørgsmål i forhold til udviklingen af fremtidens offentlige velfærdsproduktion helt indlysende, hvordan man i kommunerne sørger for at udvikle tilstrækkeligt befordrende faglige feedback-systemer, der gør det muligt at indsamle, filtrere og profitere mest muligt af den helt evidente faglige videnskapital, som tusinder og atter tusinder af ledere og fagpersoner ikke bare har skabt, men i realiteten dagligt er med til at forøge.

Nogle vil formentlig være uenige i, at man bør betragte de der helt almindelige dagplejere, pædagoger, lærere, sundhedsplejersker, psykologer, socialrådgivere osv, som det lag i det offentlige velfærdssystem, der repræsenterer den væsentligste faglige videnskapital i forhold til udviklingen af fremtidens offentlige velfærdsproduktion. Kan måske være tunet ind på den trend i tiden, der går ud på, at det vil være langt mere overskueligt og håndterbart, hvis man i stedet beslutter, at begrebet faglighed og faglige metoder for fremtiden skal standardiseres ind til benet med udgangspunkt i mere eller mindre langtidsholdbar evidensbaseret viden og lidt best practice hist og her. Hvis man først har standardiserer hele baduljen, vil man som kommunal chef eller politiker desuden i stort set enhver sammenhæng kunne henvise til, at man har handlet i god forskningsbaseret tro, hvis det nu alligevel viser sig, at de der evidensbaserede koncepter ikke rigtigt giver de resultater eller besparelser, som man var blevet stillet i udsigt. Argumentet kan bruges både indaftil og udaftil, og så er i hvert fald en del af ansvaret placeret udenfor ens egen køkkenhave. Bingo folks!

Tilbage til den egentlige faglige videnskapital i kommunerne. De ledere og fagpersoner, der år efter år dagligt forholder sig til virkeligheden i praksis. Deres viden og kunnen. Hvad handler det om?

Det handler for eksempel om Christine, som er psykolog. I 26 år har hun ved at realisere sin faglige viden og kunnen på sin egen særlige måde været med til at forhindre 21 anbringelser uden for hjemmet. Det er ensbetydende med en besparelse på skønsmæssigt 35-40 millioner kroner for den kommune, Christine arbejder i. Hun har aldrig selv tænkt det på den måde, og tallet indgår heller ikke i nogen form for statistik, men det er sådan, det er. Rent faktisk har hun fået både de pågældende børn og de pågældende familier til at fungere mærkbart bedre. Når man spørger hende, hvordan hendes ledere, kolleger og samarbejdspartnere efterspørger og bruger hendes særlige kompetencer som inspiration til udvikling af deres egne, svarer hun, at det sjældent sker. Når man spørger hende, om hun er i stand til at formidle, hvad det er, hun kan og gør, svarer hun, at det kan hun sikkert godt, hvis der ellers er nogle, der gider lytte, sådan for alvor.

Det handler om Kurt, som er lærer indenfor specialundervisningen. I 11 år har han ved at realisere sin faglige viden og kunnen på sin egen særlige måde dels været med til sikre, at både hans elever og deres forældre har profiteret iøjnefaldende af tilbuddet, dels at stort set samtlige hans elever har opnået tilknytning til arbejdsmarkedet. Når man spørger ham, hvordan hans ledere, kolleger og samarbejdspartnere, for eksempel lærerne i normalundervisningen, efterspørger og bruger hans særlige kompetencer som inspiration til udvikling af deres egne, svarer han, at det kan han ikke lige komme i tanke om, at de har gjort. Når man spørger ham, om han vil kunne formidle, hvad det er, han kan og gør, svarer han, at det vil han sikkert godt kunne, hvis der ellers er nogle, der gider lytte, sådan for alvor.

Det handler om Inge, som har været daginstitutionsleder i 7 år. I de syv år er der ikke blevet søgt støttepædagog til et eneste barn, selvom den daginstitution, som hun er leder for, tidligere har været kendt for at søge støttetimer. Hvor der tidligere var ikke så helt få forældre, der overvejede at flytte deres barn fra netop denne daginstitution, er der, siden Inge blev leder, ingen forældre, der har ytret ønske om at flytte deres børn. Hvor der tidligere var et højt sygefravær blandt personalet i netop denne daginstitution, er der nu et meget lavt sygefravær. Når man spørger hende, hvordan hendes ledere, kolleger og samarbejdspartnere efterspørger og bruger hendes konkrete kompetencer som inspiration til udvikling af deres egne, svarer hun, at det kan ikke komme i tanker om, sådan lige umiddelbart. Når man spørger hende, om hun kan formidle, hvad det er, hun kan og gør, svarer hun, at det ville da være spændende, men at hun helst ikke vil fremstå som én, der tror, at hun er bedre end de andre daginstitutionsledere i kommunen.

Det handler imidlertid ikke ikke bare om Christine, Kurt og Inge. Det handler om mange, mange flere, som i det daglige skaber iøjnefaldende resultater, fordi de har en særlig måde at bruge deres faglige viden og kunnen på. Der er tale om helt konkrete kompetencer, som anvendes i helt konkrete sammenhænge. Derfor er det naturligvis også muligt at formidle og fællesgøre disse kompetencer, så man kan profitere af dem i et mere sammenhængende fagligt udviklingsperspektiv. Forudsætningen er egentlig kun, at der er etableret tilstrækkeligt befordrende og målrettede faglige feedback-systemer i den pågældende kommune, som gør det muligt at opsamle og perspektivere de bunker af faglig viden og kunnen, som der er tale om. At få udviklet en kultur, hvor forudsætningerne for, og gevinsterne ved, den gode faglighed bliver synliggjort og brugt.

Igen handler det om at se forskelligheden i øjne - og bruge den.


3.. Praksisrelevant ledelse

I de seneste 15-20 år er markedet for ledelse og ledelsesudvikling nærmest eksploderet. Det vrimler med kurser, moduler og bøger om ledelse. I realiteten er det vel kun kursusudbuddet til de arbejdsløse, der tilnærmelsesvist har kunnet udvise en lignende opfindsomhed og mangfoldighed i forhold til indholdet. Ikke alle de mange ledelsesmetoder er formentlig fuldt og helt evidensbaserede, men mindre kan tilsyneladende også gøre det, når det handler om ledelsesudvikling.

Et relevant spørgsmål, hvis man nu alligevel tog de evidensfokuserede briller på, kunne ellers være, hvilken viden vi har om, hvad det er for nogle af de mange tilbud til ledelseslaget, der rent faktisk har vist sig at føre til de mest iøjnefaldende og dokumenterede effekter i forhold til udvikling og kvalificering af den konkrete faglige praksis. Hvordan påvirker forskellige former for ledelsesudvikling fagligheden og de faglige kerneydelser hos kommunens psykologer? Eller hos socialrådgiverne, lærerne, pædagogerne, sundhedsplejerskerne m.v.? Og hvad med effekten i forhold til antallet af underretninger, graden af sygefravær, karaktergennemsnittet i kommunens skoler, antallet af klager fra borgernee, kvaliteten i den interne møde- og informationsstruktur osv, osv. Kommunerne er efterhånden vant til at håndtere skemaer med et ganske betragteligt antal rubrikker, så det burde man også snildt kunne finde ud af, når det gælder om at vurdere effekt af forskellige former for ledelsesudvikling i forhold til konkret kommunal praksis på forskellige nøgleområder..

Spørgsmålet er jo ikke, om den enkelte chef eller leder selv synes, at han eller hun på det mere personlige plan har fået noget positivt ud af den ledelsesudvikling, som arbejdspladsen har investeret i. Eller om den enkelte leder har fået styrket sit eget netværk m.v. Spørgsmålet er derimod, om effekten af en given investering i ledelsesudvikling kan aflæses i forhold til det egentlige formål med den offentlige velfærdsproduktion. Det vil sige, om det har påvirket planlægningen og realiseringen af de faktiske indsatser og ydelser på en mærkbart positiv måde. Om der går en tilstrækkeligt rød tråd fra udviklingen af ledelseslaget til udviklingen af de konkrete faglige kerneydelser, som er og bliver det egentlige omdrejningspunkt for mødet med de børn, unge, familier, gamle osv, som det hele dybest set handler om.

Udviklingen af fremtidens offentlige velfærdsproduktion handler således også om at fokusere på den konkrete sammenhæng eller røde tråd mellem udviklingen og kvalificeringen af ledelseslaget og udviklingen og kvalificeringen af de konkrete indsatser og ydelser, som børnene, de unge, familierne, de arbejdsløse, de psykisk syge, de gamle osv. skal kunne profitere af. Ganske enkelt fordi selve meningen med, og dermed fundamentet for det offentlige velfærdssystem er, at det kan forholde sig tilstrækkeligt kvalificeret og konkret til en tilsvarende konkret menneskelig og social virkelighed.

Rigtig god sommer!