'Månedens refleksion' er en lille månedlig skrivelse, som debatterer et aktuelt emne.

Vælg år til venstre og måned herunder.

 
2012 - 08


Lidt om doping og de vidt forskellige konsekvenser af at fifle med sandheden.



En lang række sportsudøvere har prøvet det. At blive taget for doping. Det handler om, at de bevidst har snydt for at forbedre deres egen, og dermed også holdets position og placering i hierarkiet. Senest er det Lance Armstrong, som der har været fokus på.

Bliver vi forargede? Ikke rigtigt. Vi ved godt, at doping har været, og formentlig også fremover vil være et udbredt fænomen. Vi har vænnet os til, at der i rigtigt mange sammenhænge snydes bevidst for at optimere mulighederne for egen præstation og vinding. Det sker, når gymnasielever og studerende skriver af fra nettet i forbindelse med opgaver. Det sker, når politikere med stor patos fremlægger klart formulerede politiske holdninger om væsentlige sociale og økonomiske temaer for bare nogle få måneder senere at fremlægge nogle helt andre holdninger. Politisk doping kunne man kalde det, når man bevidst fifler med politiske holdninger og udmeldinger for at beholde eller overtage magten. Bliver vi forargede? Ikke rigtigt. Vi har vænnet os til, at politisk doping og spin er blevet en væsentlig del af kampen om magten. Forskellen på Lance Armstrong og andre sportsudøvere og så politikerne er egentlig bare, at de førstnævnte bliver straffet for at anvende doping, mens de sidstnævnte tydeligvis anser politisk doping som helt legalt. En anden væsentlig forskel er, at når politikerne bliver taget i snyd, kan de bare sige, at det er sørme da også rigtigt og I kan lige tro, at det vil jeg forsøge at rette op på. Senest kunne man læse, at Margrete Vestager inden valget havde lagt stor vægt på, at der skulle være langt mere tid til ordentlig behandling af lovforslag, men at realiteten var, at der på hendes ministerområder mildest talt ikke var blevet skabt nogle ændringer i positiv retning whatsoever. Det lovede hun så at kigge lidt på.

Kunne man forestille sig, at en cykelrytter eller en anden sportsudøver konfronteret med positive dopingprøver udtalte, at det er sørme da også rigtigt, så det vil jeg ved lejlighed lige forsøge at få tid til at kigge lidt på? Det kunne man i teorien godt, men konsekvensen ville under alle omstændigheder hedde udelukkelse og karantæne. Kunne man forestille sig, at en cykelrytter konfronteret med positive dopingprøver udtalte, at det er sørme da også rigtigt, men jeg har lige fundet ud af, at min økonomiske situation er meget værre end jeg troede, så derfor har jeg været nødt til at gøre det, jeg ellers for et halvt år siden talte så stærkt imod. Det kunne man i teorien godt, men heller ikke i dette tilfælde ville det ændre nogetsomhelst ved den stensikre udelukkelse og karantæne. Scenariet for en sportsudøver er altså et ganske andet end det er for en politiker, når man bevidst fifler med tingene for at forbedre sin egen position.

I gamle dage var doping en mere eller mindre accepteret del af cykelsporten. Det er der ændret rimeligt markant ved. På en eller anden måde er det, som om udviklingen i forhold til politisk doping har været lige omvendt. At det ikke var noget, der var så udpræget og accepteret i gamle dage, hvorimod det i dag er en fuldt integreret del af det politiske spil og spin. Hvorfor der tilsyneladende er så divergerende tendenser i forhold til sportslig og politisk doping, er det umiddelbart svært at give en meget kortfattet forklaring på. Man kan bare konstatere, at det er sådan, det ser ud til at være. Mindre doping i sporten, mere doping og spin i den politiske verden.

Det karakteristiske ved doping er, at det kunstigt forrykker en naturlig balance. Man forsøger ganske enkelt at gøre sig bedre og dermed mere attraktiv, end man egentlig er.
Risikoen for dem, der af en eller anden grund anvender doping, er således også, at de, i hvert fald ifølge deres egen selvopfattelse, kommer til at stå dårligere, hvis de ikke anvender doping. At de risikerer at havne bagerst i feltet så at sige. Det vil i politisk forstand være ensbetydende med minimal politisk indflydelse. Og da Christiansborgpolitik først og sidst handler om magt og indflydelse, er incitamentet til ikke at anvende politisk doping heller ikke stort blandt politikerne selv. Sådan var det også med cykelrytterne. Der skulle initiativer udenfor feltet til, før der for alvor blev sat fokus på doping i feltet.

Det samme er tilfældet med politisk doping. Det virker nemlig ikke overvejende sandsynligt, at politikerne af sig selv sikrer en mere troværdig politisk etik og moral. De seneste ugers medieomtale af blandt andet indfaldsvinklerne til statsministerens skatteforhold taler for sig selv.