'Månedens refleksion' er en lille månedlig skrivelse, som debatterer et aktuelt emne.

Vælg år til venstre og måned herunder.

 
2012 - 10


Come back for fejlfinderkulturen eller et eksempel på rettidig omhu?




I sidste uge var en af de stort opslåede historier i stort set samtlige landets medier, at en såkaldt screening af landets folkeskoler havde resulteret i en liste på 17 skoler, der tilsyneladende præsterede uacceptabelt dårligt. Det siger sig selv, at en sådan historie må blæses stort op, for hvem i det ganske land har ikke en udtalt interesse i at vide, at Græsted Skole for eksempel var blandt de 17 skoler på listen? Screeningen er iøvrigt foretaget af den såkaldte Kvalitets- og Tilsynsstyrelse, som sorterer under Ministeriet for Børn og Undervisning. Den ansvarlige minister har tidligere meget klart givet udtryk for, at hun er lodret imod offentliggørelse af sådanne lister, men der er som bekendt ingen regler uden undtagelse. Og da slet ikke i politik.

Uheldigvis viste det sig relativt hurtigt, at der var gået forholdsvis meget kludder i det datamateriale, som listen med de 17 skoler byggede på, så den selvsamme Børne- og undervisningsminister måtte gå ud med en uforbeholden undskyldning til nogle af skolerne. Så sent som 14 dage før offentliggørelsen af listen med de 17 skoler, havde hun iøvrigt fremhævet den ene af skolerne på listen og udnævnt den til ”Ny Nordisk Skoleinstitution”. Så helt ringe har den åbenbart ikke været. Eller også havde ministeren bare ikke nået at nærlæse Kvalitets- og Tilsynsstyrelsens liste på det tidspunkt. Den slags sker jo.

Spørgsmålet er, om offentliggørelse af lister med navngivne skoler er en god og konkret måde at bidrage til et kvalitativt løft af den danske folkeskole som sådan, eller om det i realiteten snarere er et udtryk for tilbagevenden til en fejlfinderkultur, som man ellers gennem de seneste 20-25 år har forsøgt at gøre op med i forhold til socialt og pædagogisk arbejde i det hele taget. Blandt andet ved at fremhæve, at der i langt højere grad skal tages udgangspunkt i de ressourcer og kompetencer, som børnene, de unge, familierne, de ældre m.v. også har, når man tilrettelægger indsatser. Senest er sloganet ”Fra velfærd til selvværd” blevet en del af den kommunale referenceramme. Og spørgsmålet kunne egentlig godt være, om offentliggørelse af lister som den aktuelt formidlede matcher et sådant slogan.

Samtidigt rejser listen et helt andet spørgsmål. Nemlig spørgsmålet om kommunernes egen dagsorden i forhold til kvalitet og tilsyn. Forestil dig en kommune, som har en smadderdygtig skolechef. I princippet burde en dygtig kommunal skolechef, blandt andet i samarbejde med sine skoleledere, snildt være i stand til at udarbejde et konkret og realitetsnært udgangspunkt for at tjekke op på kvaliteten i kommunens folkeskoler. Udgangspunktet ville helt indlysende kunne være 5-10 parametre, som det uden et helt overdrevent ressourceforbrug var indlysende at tjekke op på. Det ville givetvis indebære god og attraktiv motivation, og det ville indebære synlig og, frem for alt, brugbar opfølgning, blandt andet med udgangspunkt i skoleledermøder med videre. Og ja, det ville uden tvivl være med til at synliggøre, at nogle af kommunens skoleledere er dygtigere og mere klartskuende end andre, men det ved både skolechefen og de implicerede skoleledere ganske udmærket i forvejen. Udfordringen er at håndtere og bruge forskellene tilstrækkeligt konstruktivt i den løbende proces med kvalificering af kommunens skoler som sådan. Men det er jo blandt andet det, som en dygtig skolechef vil se som en nødvendig og - i hvert fald i et vist omfang - attraktiv og overordnet ledelsesopgave!

Således har offentliggørelsen af listen med de 17 skoler i det mindste tjent et godt formål. Nemlig at tydeliggøre behovet for at man i den enkelte kommune tydeliggør, hvordan man løbende udvikler sine egne modeller for kvalitet og tilsyn på skoleområdet. Og hvilke resultater, der kommer ud af det. For eleverne, for elevernes forældre og for ledelsen og de ansatte på skolerne.