'Månedens refleksion' er en lille månedlig skrivelse, som debatterer et aktuelt emne.

Vælg år til venstre og måned herunder.

 
2012 - 11


Den snigende demontering af det sociale arbejdes egentlige logik.





Umiddelbart virker det nærmest banalt at konstatere, at socialt arbejde helt naturligt må tage udgangspunkt i et konstateret og dermed konkret behov for indsats. Den logiske konsekvens af samspillet mellem menneske og system, handler således først og fremmest om at sikre, at der opstår en klart defineret sammenhæng mellem behov og indsats. Samspillet mellem menneske og system betyder samtidigt, at sandsynligheden for, at det sociale arbejde rent faktisk virker, ganske enkelt er betydeligt større, når de konkrete indsatser og metoder netop retter sig mod de faktiske menneskelige og sociale behov og den livsrealitet, som de er et udtryk for. Sådan er det ikke bare, når det gælder socialt arbejde, men også når det gælder alt muligt andet. Chancen for at blive rask er for eksempel betydeligt større, hvis lægen eller sygehuset behandler dig for det, du rent faktisk fejler, end hvis de undlader at gøre det. Det skal man ikke være specielt begavet for at kunne forstå.

Denne såre simple logik kan imidlertid ikke længere tages for givet. Tværtimod er der tegn på, at det sociale arbejde i stadigt højere grad underlægges en helt anden form for logik, hvilket på længere sigt uundgåeligt vil få særdeles mærkbare følger for, hvordan vi i det hele taget tænker og opfatter ikke bare det sociale arbejde, men også samspillet mellem menneske og system.

Et konkret eksempel herpå er en 87-årig kvinde, som har et konstateret behov for hjemmehjælp, som hun da også hidtil har modtaget. Ikke særligt mange timer, men lige nok til, at hun selv oplever, at hun kan få tingene til at hænge nogenlunde sammen. Denne gamle kvinde modtager en telefonbesked om, at hun nu har fået frataget sin i forvejen sparsomme hjemmehjælp. Ikke begrundet i, at behovet for hjemmehjælp ikke længere er til stede, men derimod begrundet i, at kommunen oplever et behov for at spare netop den del af det sociale arbejde væk. Det er altså ikke længere det enkelte menneskes behov, men derimod systemets egne behov, der i den givne sammenhæng definerer det sociale arbejde. Kommunen får senere i Østre Landsret medhold i, at det er helt i orden at prioritere kommunens egne behov frem for de konstaterede menneskelige behov, når det gælder denne del af det sociale arbejde. Konsekvensen for det enkelte menneske er naturligvis, at det sociale arbejde i realiteten bliver til en abstraktion i forhold til den livsrealitet, som det pågældende menneske rent faktisk befinder sig i. I stedet for at systemet åbner op for samspillet med de mennesker, som det dybest set er til for, lukker det professionaliserede system sig ganske enkelt om selv og sine egne behov.

I medierne kunne man læse forskellige repræsentanter for kommunerne give udtryk for begejstring over, at det fremover er i orden at prioritere kommunens egne aktuelle behov frem for behovet hos de mennesker, som det sociale arbejde retter sig mod. Man kan spørge sig selv, hvad det er for en kommunal selvforståelse, der gives udtryk for, når man kan klappe i hænderne over, at det sociale arbejdes egentlige logik på den måde demonteres. Det virker ikke umiddelbart, som om der reflekteres specielt meget over de mere langsigtede etiske dilemmaer i forhold til en sådan spejlvendt logik. De er ellers til at få øje på. Ikke bare i forhold til en praksis, hvor man som fagperson ikke længere primært skal tage udgangspunkt i de konstaterede menneskelige og sociale behov, men stadigt oftere i en mere flydende og systemsolidarisk forståelse af, hvilke prioriterede behov systemet selv synes, at det har lige nu.

Også de uddannelser, der skal kvalificere de kommende ledere og fagpersoner til det sociale arbejde, vil blive berørt af, at der i disse år tilsyneladende introduceres en helt ny form for logik i forhold til væsentlige dele af det sociale arbejde. Der er nu engang væsentlig forskel på at skulle lære at tage udgangspunkt i de konkrete behov hos et andet menneske og på at skulle lære, hvordan man holder sig opdateret på, hvordan systemets egne behov løbende sætter nye rammer og standarder for, hvad man lige nu og her skal forstå ved formålet med, og rækkevidden af socialt arbejde.

Der er i sig selv ikke noget i vejen med at fokusere stenhårdt på økonomien. Det gør de fleste af os vel efterhånden. Men det virker ganske enkelt uigennemtænkt, når man bruger systemets egne behov for økonomisk prioritering til at nulstille den egentlige logik i forhold til socialt arbejde. I realiteten afhænger kommunernes faglige legitimitet i høj grad af, i hvilket omfang de er i stand til at sikre, at samspillet mellem menneske og system resulterer i en reel sammenhæng mellem behov og indsats. Hvis det sociale arbejde i stigende grad planlægges og realiseres uafhængigt af de konkrete menneskelige og sociale behov, vil en væsentlig del af kommunernes egentlige berettigelse i forhold til betydelige grupper af borgere ganske enkelt blive stadigt vanskeligere at få øje på. I hvert fald når det gælder det sociale arbejde.

Derfor kan man også stille sig det spørgsmål, om en demontering af den egentlige logik i forhold til det sociale arbejde, ikke også på sigt vil resultere i en demontering af den rolle, som kommunerne hidtil har haft i forhold til det enkelte menneske, når det gælder udvikling og realisering af det sociale arbejde. For hvad skal man som menneske egentlig bruge en kommune til, hvis den er mere optaget af at varetage sine egne behov end af at forholde sig kvalificeret til den livsrealitet, som det enkelte menneske rent faktisk befinder sig i?