'Månedens refleksion' er en lille månedlig skrivelse, som debatterer et aktuelt emne.

Vælg år til venstre og måned herunder.

 
2013 - 05


Lidt om tillid og styring



Den kvalitetsreform vedrørende fremtidens offentlige velfærdskapacitet, som den forrige regering fremlagde for få år siden, var stort set klinisk renset for faglig dybde og refleksion. Derimod var der til overflod lagt vægt på styring og effektivisering af den offentlige velfærdsproduktion.

Styring og effektivisering er naturligvis væsentlige parametre, også når det gælder visionerne for, hvad det er, vi vil med noget så vigtigt som den offentlige serviceproduktion i årene fremover. Det er der givetvis heller ingen, der vil anfægte.

Det, der derimod kan være rigtig god grund til at tænke rigtigt grundigt over, er, hvordan de overordnede politiske ønsker om stadigt mere centralt styrede effektiviseringsprocesser kan komme til at spille tilstrækkeligt befordrende sammen med de bunker af fagligt erfaret grundviden, som ledere og fagpersoner i de danske kommuner rent faktisk repræsenterer. Et af nøgleordene i den sammenhæng er og bliver tillid.

Spørgsmålet er nemlig, hvad det er, der skal være tillid til, når linierne i fremtidens velfærdskapacitet skal tegnes. Skal de kommunale ledere og fagpersoner, der på vegne af de mennesker, de dagligt yder hjælp og støtte i en lang række forskelligartede sammenhænge, have tillid til, at hvis bare de bakker op om de politiske ønsker om mere styring og mere effektivisering, så vil de faglige ydelser blive endnu bedre? Eller er det først opg fremmest politikerne, der skal have tillid til, at de kommunale ledere og fagpersoner rent faktisk repræsenterer en videnskapital, som det vil være direkte idiotisk at se bort fra, fordi det i realiteten er det mest omfattende vidensbaserede link til de mennesker, som den kommende velfærdsproduktion dybest set er til for?

Et helt afgørende spørgsmål i forhold til udviklingen og realiseringen af fremtidens offentlige velfærdsproduktion er med andre ord, hvordan vi mest hensigtsmæssigt får fusioneret den politiske dagsorden om styring og effektivisering med de faglige dagsordener, som i det daglige er det virkelighedsnære omdrejningspunkt for mødet mellem kommunale ledere og fagpersoner og børnene, de unge, familierne, de psykisk syge, de arbejdsløse, de gamle osv.

I den sammenhæng kan det være relevant at overveje, om man alene kan beslutte sig politisk til en mere hensigtsmæssig ledelse og deraf følgende mulig effektivisering af konkrete faglige ydelser. Når regeringen for eksempel beslutter at lægge mere ledelsesret ud til skolelederne, er det så automatisk ensbetydende med bedre ledelse og, frem for alt, mere effektiv styring og udvikling af den altafgørende faglige bundlinie. Eller sagt på en anden måde, vil lærerne automatisk opleve den tillid, som regeringen har valgt at vise skolelederne, som en tillidserklæring til deres egen faglige viden og udviklingsparathed? Eller har vi, også i denne konkrete sammenhæng, endnu et eksempel på, at der ikke er gjort nok ud af at fusionere det politiske ønske om styring og effektivisering med den virkeligsnære faglige realitet, som lærerne repræsenterer?

I virkeligheden bliver spørgsmålet om udvikling og kvalificering af fremtidens offentlige velfærdsproduktion dybest set til et spørgsmål om, hvordan man vælger at håndtere viden om, og fra daglig praksis.

Er det nu så vigtigt, vil effektivitets- og styringshardlinerne sikkert spørge. Ja det er det, må svaret nødvendigvis være. Fordi den viden, som de kommunale ledere og fagpersoner dagligt erfarer og akkumulerer, handler helt grundliggende om, hvordan de konkrete menneskelige og sociale behov i kommunerne løbende udvikler sig, og derfor også om, hvilke krav om udvikling af faglige metoder og ydelser, det stiller ledere og fagpersoner over for.

Men kan man overhovedet have tillid til virkeligheden, vil effektivitets- og styringshardlinerne måske spørge.

Og det er og bliver måske det afgørende spørgsmål, når fremtidens velfærdsproduktion skal planlægges og realiseres. Hvad er det for en virkelighed, vi vælger at tage udgangspunkt i? Er det den, der handler om styring og effektivisering, eller er det den, der handler om praksisrelateret viden om konkrete menneskelige og sociale behov. Og hvad sker der, hvis vi ikke får fuisioneret de to udgangspunkter for virkeligshedsopfattelse tilstrækkeligt befordrende?