'Månedens refleksion' er en lille månedlig skrivelse, som debatterer et aktuelt emne.

Vælg år til venstre og måned herunder.

 
2015 - 01


Pas dig selv!



De fleste tænker nok ikke over, at vi i efterhånden mange år har forbundet daginstitutionerne med det, vi kalder for pasning af børn. Kommunerne har pasningsgarantier i forhold til vores børn, og selv pædagogernes egen fagforening BUPL taler som oftest om pasning, når de skal forholde sig til, hvad daginstitutionerne helt overordnet beskæftiger sig med i det daglige.

Med de normeringer, vi aktuelt har i en typisk dansk daginstitution, kan det måske også være svært at tale om andet end pasning. Når man som pædagog er alene med 12-15 børn på en stue eller 25 børn på legepladsen, siger det sig selv, at det er mere end almindeligt vanskeligt at lave individuelle og fagligt målrettede aktiviteter med hvert enkelt barn. Eller bare at lave målrettede gruppeaktiviteter med 3-5 børn i hver sin gruppe.

Forskningen viser helt uomtvisteligt, at gode normeringer er en forudsætning for at skabe trivsel og tilstrækkeligt nuancerede aktiviteter til 15 vidt forskellige børn med lige så vidt forskellige behov. Og ganske vist prøver man fra skiftende regeringers side at standardisere mere og mere af det, der skal foregå i daginstitutionerne, men det rokker jo ikke noget som helst ved den fundamentale forskellighed blandt de børn, som troligt møder op i daginstitutionen dag efter dag. De bliver ved med at være vidt forskellige og have vidt forskellige behov, ligegyldigt hvor meget der fra skiftende regeringers side lægges op til at lade som om det ikke er tilfældet.
Forskningen viser iøvrigt også, at gode normeringer er en god investering i et fremadrettet samfundsøkonomisk perspektiv. En god barndom øger muligheden for et godt voksenliv, hvilket formentlig heller ikke kommer bag på nogen.

Spørgsmålet om normeringerne i vores daginstitutioner afspejler det iøjnefaldende misforhold, der forbavsende ofte er imellem konkret viden og politisk prioritering. I de senere år har det i betydelig grad gjort sig gældende i forhold til store dele af den offentlige velfærdsproduktion. Vi ved godt, hvordan vi skaber bedre rammer og muligheder for det enkelte barn, den enkelte unge, den enkelte gamle osv, men den konkrete viden og de faglige erfaringer underordnes i stadigt stigende grad et markant paradigmeskift i forhold til udgangspunktet for det offentliges tilgang til opgaverne.

Hvor udgangspunktet for 15-20 år siden var de mennesker, som det offentlige velfærdssystem dybest set er til for, er udgangspunktet i stadigt højere grad blevet systemets egen selvforståelse. Det betyder, at mange af de oplæg, der kommer fra både centralt hold og fra direktionsgangene i kommuner og regioner ikke længere tager udgangspunkt i de grundlæggende faglige kerneydelser, men i administrative, strukturelle og økonomiske overvejelser om, hvordan man kan effektivisere og standardisere mødet mellem fagperson og borger, med henblik på at reducere omkost-ningsniveauet.

Man kan også sige det sådan, at betydningen af den faglige kvalitet i disse år bliver mærkbart relativeret i forhold til et administrivt og økonomisk grundsyn på kommunernes, regionernes og statens drift. I stedet for at bygge på den viden og de erfaringer, som ledere og fagpersoner har fra deres helt konkrete arbejde med børn, unge, familier, arbejdsløse, psykiatriske patienter, syge og gamle, kommer udspillene i stigende grad fra centralt hold. Senest har Bjarne Corydon begejstret meldt ud, at han sammen med Moderniseringsstyrelsen og McKinsey har udformet grundlaget for at forbedre og effektivisere den offentlige sektor. Hverken Bjarne Corydon, Moderniseringsstyrelsen eller slipsedrengene fra McKinsey har tilnærmelsesvis den viden om, hvad der rent faktisk er brug for i forhold til at udvikle de faglige kerneydelser, som de ledere og fagpersoner som hver dag året rundt arbejder med det i praksis. Men fordi fagligheden er underordnet en overordnet tilgang, der bygger på en administrativt og økonomisk funderet tilgang til kvalitet i den offentlige velfærd, har Bjarne Corydon kun undren til overs for dem, der forholder sig kritisk til det nye initiativ. Hans begrundelse lyder, at han ønsker et ”moderne” offentligt system. Underforstået, at alt det der med faglige viden og faglige erfaringer er umoderne i en verden, hvor vækst og konkurrence sætter dagsordenen.

Så ganske vist ved vi, at bedre normeringer i daginstitutionerne er en forudsætning for bedre trivsel for det enkelte barn. Og for mere tid til at planlægge og tilrettelægge tilstrækkeligt nuancerede pædagogiske aktiviteter til at kunne matche børnenes forskellighed. Men derfra og så til at erkende og reagere i overensstemmelse med denne viden fra politisk hold er der et stadigt større spring. Den bevidste faglighed med udgangspunkt i konkret erfaret viden betragtes snarere som en upassende og ”umoderne” tilgang til diskussionen om en såkaldt moderne offentlig sektor.

Derfor vil vi også om 2, 5 og 10 år stadig diskutere, hvorfor daginstitutionerne endte som et pasningstilbud, når vi nu ved, at børnene vil profitere markant af daginstitutioner med så gode normeringer, at man vil kunne tale om pædagogiske videns- og udviklingshuse.

Rigtigt mange daginstitutioner gør det rigtigt godt. Men også de rigtigt gode daginstitutioner vil kunne gøre det bedre med normeringer, der svarer til den viden vi har om normeringernes betydning!