'Månedens refleksion' er en lille månedlig skrivelse, som debatterer et aktuelt emne.

Vælg år til venstre og måned herunder.

 
2015 - 03


Bundlinie-realitetens opgør med fagligheden.




Fagligheden har det som alle andre levende og dermed påvirkelige størrelser. Den skal næres for at gro og folde sig ud. Det er såre simpelt. Udpines fagligheden som et resultat af manglende interesse og omsorg mister den sit iøvrigt meget betydelige potentiale. Det er også såre simpelt. I stedet vokser alt muligt andet til gengæld frem, ganske enkelt fordi det af forskellige grunde har større bevågenhed hos dem, der i sidste ende træffer beslutningerne om, hvordan tingene efter deres mening bør udvikle sig.

Manglende interesse og omsorg for fagligheden siger derfor rigtigt meget om det administrative og politiske beslutningslag. God faglighed er helt uomtvisteligt den ultimative forudsætning for, at udsatte børn, unge, familier, arbejdsløse, flygtninge, psykisk syge, handicappede og gamle mennesker m.v. har mulighed for at få en tilstrækkeligt gennemtænkt og relevant støtte i forhold til de konkrete udfordringer, de i det daglige kæmper med.

Når fagligheden ignoreres er det i realiteten det samme som at udvise en blanding af ligegyldighed og arrogance over for den menneskelige og sociale virkelighed, som fagligheden først og sidst retter sig mod. Den daglige realitet, som udsatte børn, unge, familier, arbejdsløse, psykisk syge, flygtninge, handicappede, de svageste gamle helt konkret befinder sig i, ignoreres helt bevidst, og dermed fratages fagligheden sit naturlige og eneste forklarlige udgangspunkt, nemlig den menneskelige og sociale virkelighed.
I stedet for den egentlige virkelighed etableres en politisk besluttet virkelighed. En slags bundlinie-realitet, som betyder, at systemet definerer borgerne og deres ret til ydelser ud fra et stadigt mere forgrenet net af såkaldt effektivitetsfremmende styresystemer, der som udgangspunkt konstrueres og implementeres uafhængigt af den meget betydelige bunke af faglig viden og faglige erfaringer, som faglige ledere og fagpersoner rent faktisk sidder inde med i enhver dansk kommune. Samtidigt bliver den stadigt mere sparsomme faglige efteruddannelse og udvikling i det hele taget rettet til efter bundlinie-realiteten, så det virkelighedsrelaterede faglige drive uundgåeligt underlægges systemets standardisering af ydelser, skemaer, kontrolfunktioner m.v.

Resultatet er, at det forbavsende ofte ikke længere er borgernes konkrete sociale og menneskelige behov, der danner udgangspunkt for systemets faglige prioritering og udvikling, men derimod systemets egen politisk sanktionerede selvforståelse, som handler mere om sammenligning af kommunale nøgletal end om, hvordan de mennesker, som kommunerne dybest set er til for, rent faktisk påvirkes af den nye bundlinie-realiitet.

Bundlinie-realiteten har også betydet, at stadigt flere kommuner begynder at at kalde sig koncerner. Det harmonerer langt bedre med en selvforståelse, som handler om at dekoble fagligheden som den væsentligste kommunale signatur overhovedet i forhold til borgerne. dermed er vejen lagt for økonomisk begrundet privatisering af en lang række ydelser og indsatser. I den proces vil fagligheden ikke længere spille nogen betydelig rolle.

Og dermed er demonteringen af et unikt og sammenhængende fagligt system, som kommunerne har været, godt i gang. Konkurrencestatens bundlinie-realitet har ganske enkelt trumfet velfærdssamfundets faglige realitet.

Til gavn for hvem?

Ja, det er egentlig et rigtigt godt spørgsmål.

Du kan jo tænke lidt over det!