'Månedens refleksion' er en lille månedlig skrivelse, som debatterer et aktuelt emne.

Vælg år til venstre og måned herunder.

 
2020 - 01


Udsatte børn igen igen



.
Børns udsathed har været et fast tema på dagsordenen både politisk, økonomisk og fagligt i årtier. Med Mette Frederiksens vægtning af temaet i sin nytårstale og en efterfølgende politisk fastholdelse af temaet, blev der - måske - samtidigt åbnet op for, at det denne gang bliver et mere vedvarende politisk nøgletema.
Traditionen tro var nogle forskere ude at sige, at vi ganske enkelt ved for lidt - rent forskningsmæssigt - til at kunne pege mere entydigt på de helt indlysende befriende faglige greb i forhold til de børn, der dagligt må leve med udsatheden som et livsvilkår.

Det kan godt være, at forskerne kunne have tilvejebragt mere klar og håndfast viden. Men det ændrer ikke ved, at udsatheden er en del af den daglige virkelighed for mange børn. Og at man i sundhedsplejen, dagplejen, vuggestuer og daginstitutioner og sidenhen i vores skoler må reagere konkret og fagligt velovervejet i firhold til børnenes virkelighed. I et samarbejde med bu-forvaltningens nøglepersoner, når der er brug for den del af indsatsviften.

I den sammenhæng er der imidlertid stadigvæk nogle indlysende og i virkeligheden helt banale udfordringer, som man er nødt til at have med i det samlede billede, hvis man for alvor vil tage livtag med børns udsathed og sikre en tilstrækkelig tidlig og konkret forebyggende indsats. Og en tilstrækkeligt klart defineret opfølgning herpå. De kan godt være svære at italesætte tilstrækkeligt befordrende for alle involverede, men det nu engang nødvendigt.

Realiteten er nemlig, at der er - ofte betydelig - forskel på lederes og fagpersoners faglige og metodiske fundament, når det gælder om at handle målrettet og indsigtsfuldt i forhold til de udsatte børn og deres forældre. Det gælder i forhold til sundhedsplejen, dagplejen, vuggestuer og daginstitutioner samt i forhold til vores skoler. Og det gælder i forhold til de tværfaglige samarbejdspartnere i bu-forvaltningen. Stærk og velunderbygget faglighed og tværfaglighed påvirker evnen - og modet - til at handle. Nok så mange fine overordnede målsætninger rokker ikke ved, at det er i praksis det skal vise sig, om man som leder eller fagpeson har så meget tillid til sig selv og til det faglige system, som man er en del af, at man kan handle kvalificeret og rettidigt. Derfor kan det have stor betydning for et udsat barn, om man er placeret i den ene eller anden dagpleje, den ene eller anden vuggestue, den ene eller anden stue i en dagsinstitution eller den ene eller anden klasse i en skole. Eller om det er den ene eller anden socialrådgiver eller psykolog, man i give fald får tilknyttet.

Det er med andre ord en vigtig og reel udfordring, at det professionelle set up, som de udsatte børn møder, ikke er et kvalitetsneutralt system. Tværtimod. Der er særdeles dygtige, rimeligt dygtige og mindre dygtige ledere og fagpersoner. Akkurat ligesom der er meget befordrende, rimeligt befordrende og mindre befordrende forældre.
På samme måde er det en udfordring, at der selvfølgelig også er forskel på de anbringelsesmuligheder, som de udsatte børn stilles over for. Der er rigtigt dygtige og menneskeligt attraktive plejefamilier. Der er rimeligt dygtige og attraktive plejefamilier. Og der er mindre dygtige og attraktive plejefamilier. Og det samme gælder for socialpædagogiske opholdssteder og døgninstitutioner. Ikke mindst set med de udsatte børns øjne.

Ovennævnte udfordringer skal med i billedet, når man skal vurdere, hvordan udsatte børn fremover kan imødese den bedst mulige indsats og støtte.